Jeg så i den netop overståede TV avis at en forsker fra Aalborg Universitet bruger fire år (hvoraf de to er gået) til at undersøge unge menneskers brug af byrum.

Det undrede mig såre. Der er flere problemer med at arrangere undersøgelsen på den måde.

For det første er unge, som vi ved, ikke én men mange grupper med alverdens definitioner på hvad et godt byrum er. Derudover er unge, som homogen gruppe, en gruppe der rykker sig utroligt hurtigt. For blot et par år siden var der ikke vanvittig mange (unge) på Facebook. Allerede nu hører vi historier om unge der er ved at forlade Facebook fordi det er utrendy.

Disse to problemstillinger gør i min optik et forskningsprojekt på hele fire år til noget af en kolods på lerfødder. Det bliver enormt svært at konkludere noget konkret på en sådan undersøgelse. Og endnu værre: Det bliver rigtig svært for kommuner rundt om i landet at anvende den undersøgelse som brugbart beslutningsgrundlag 4-5 år ud i fremtiden.

Det leder til et stort spørgsmål: Hvad gør vi med undersøgelser der både skal være valide og samtidig brugbare? Kan der overhovedet foretages studier og undersøgelser som er valide og samtidig kan bruges fremover.
Problemet er indbygget i undersøgelsens præmis, men er blevet forstærket i takt med samfundets hastige forandring: -At man ikke længere, blot fordi der empirisk kan bevises en tendens, kan regne med at det så er et validt beslutningsgrundlag.

Spørgsmålet er så om der burde foretages studier i unges holdninger. Hvad end disse er til byrum, økologi eller politik. Burde der ikke i langt højere grad foretages studier i unges grundlæggende holdninger og dynamiske fællesskaber – samt hvilke værdier der kommer ud af disse?

Eller skulle man blot starte med en undersøgelse af undersøgelserne?

Der var engang hvor jeg var voldsomt dedikeret til denne blog. Der gik faktisk ikke en uge uden at jeg fyrede et indlæg af. Jeg følte jeg havde noget på hjerte, og jeg følte – og fik feedback på, at det jeg skrev flyttede noget.

Jeg skal være den første til at indrømme at sådan er det ikke længere. Det er jeg faktisk ked af. For jeg syntes stadig at kommunikation er “mørtlen” i verden. Uden vores evner til at kommunikere hvadend de er skriftlige, kunstneriske, visuelle, verbale eller noget helt andet. Så hvorfor er det så at jeg ligesom har mere end dobbelt så svært ved at kommunikere noget ud end jeg havde før?

Jeg tror det har noget med viden at gøre. Man siger at viden er magt. Men kan det modsatte også være tilfældet? Kan viden også være afmagt? På mit gamle gymnasium i Nyborg står der en skulptur (hvis den står der endnu) af Keld Moseholm. Det er en mand der læser i en bog mens han går op ad en trappe. Jo længere op han når/ jo mere han læser, jo mindre bliver han. En glimrende illustration af hvordan jeg af og til føler det. Ikke bare fagligt men på mange af livets områder. Evnen til at skære igennem er praktisk talt forsvundet med min udvidede horisont.

Og hvad gør man så? -Når horisonten er blevet så bred at man har svært ved at skelne solen fra dens refleksion i vandet. -Når mulighederne for at vide, og blive videnene, inden for forskellige områder faktisk har bemægtiget sig ens sind i en sådan grad at man ikke føler sig i stand til at handle, skære igennem, dele kagen i både, skille skidt fra kanel, barbere geden osv.

Svaret kom til mig nu. Siden klokken tolv (klokken er nu femten) har min søn siddet og spillet det samme (latterlige) flash spil. Han spillede det også igår, og skulle han ikke i skole imorgen spillede han det også der. Indtil i dag døde han hver gang han nåede til en bane med en flyvemaskine der skulle skydes ned. Men det tog ikke modet fra ham. Han blev ved, indtil han spillede så stabilt at han kom frem til den bane hver gang. Derefter fokuserede han 100% på hvilken teknik der skulle til for at skyde flyveren ned. For to timer siden lykkedes det ham. – Og så hurtigt videre til næste udfordring. Han er endda holdt op med at bande når han dør. Han starter bare sporenstregs på en frisk og prøver én gang til.

Nøglen er med andre ord dedikation. Dedikation til noget der fuldstændig kan opsluge én. Noget man kan mærke at man brænder så meget for at man ikke kan lade være. Richard St. John siger det så forfriskende godt i denne tre minutter lange TED Talk.

Nu vil jeg finde ud af hvad hjørne af kommunikationen jeg brænder for. Om den vej fører mig hertilbage ved jeg ikke…

Strawberry Blonde – Pre release party – Dexters Jazzhus

Det er længe siden jeg har kulturblogget og anmeldt noget. Jeg har faktisk aldrig anmeldt en koncert. Det er ingen hemmlighed at jeg elsker små nichekoncerter, og blandt dem jeg burde have anmeldt positivt kan jeg fremhæve Sismofoni. Min baggrund for at anmelde den slags er selvfølgelig min fortid som radiovært og koncertbooker.

I en del år har der eksistereret et band på Fyn kaldet Strawberry Blonde. I mine unge dage mener jeg at kunne huske jeg har interviewet dem til ungdomsfjernsyn. I aftes holdt de så pre-release fest på deres nye album Glorious. De rødblonde piger har i en del år huseret den fynske musikscene med deres singer/songwriter taltenter. Talentet er uomtvisteligt. De to piger har igennem en del år bevist deres sans for at skrue gedine bløde sange sammen.
Men så stopper festen også.

Hvis man skal tro aftenens koncert, som blev opført på Jazzhus Dexter, så er der mere melankoli og “åh hvor er livet hårdt” i vente på pladen, og det holder ganske enkelt ikke når man har hørt jordbærblondinernes forregåede udgivelser der alle uden undtagelse falder i samme genre.

Det bliver desværre så trist at koncerten på Jazzhus Dexter forstyrres af folk der udvandrer og kun understøttes af folk der lidt småmlankolsk “klapper når pianisten spiller en jingle” som pigerne selv udtykker det.

Kære piger. – Jeg kan faktisk godt lide jer. I er meget sympatiske. Men lav nu et album hvor I viser hvad I virkelig kan, og hvis I har vist hvad I kan med dette album. – Så lad venligst være med at lave flere.
Og vær nu søde at tage mig op på udfordringen.

Jarl Cordua Nielsen
(40 år – idag)

Jeg er sikker på at dagens fødselar bliver potrætteret i aviserne. Men det er ikke her at Jarl Cordua hører hjemme. Han har nemlig på flere måder formået at gøre ting som dagbladende ikke kan eller vil via sin blog. -Derfor fortjener han også et portræt af en blogger, på en blog.

Jarl Cordua er født i 1969 i Rønne og uddannet som cand.polit, men de senere år har det været det journalistiske virke der har været centrum i Jarl Corduas professionelle karriere. Ikke mindst hans blog, der en overgang blev bragt i Nyhedsavisen, har været et udstillingsvindue for hans journalistiske og analytiske evner. Han har været brugt som kommentator og analytiker af snart sagt et hvert medie i dette kongerige, men det er stadig på bloggen at hans knivskarpe analyse og veloplagte retorik kommer bedst til sin ret.

Ikke mindst fordi dagens bornholmske fødselar rent faktisk tør mene noget. Som han selv skriver: “Ambitionen er ud fra et uafhængigt liberalt grundsyn at kommentere og analysere især aktuelle emner om dansk politik.” Det er her den store forskel er fra de politiske kommentatorer og analytikere i dagbladene findes. Jarl Cordua vedkender sig sit liberale arvegods og uanset hvad man mener om liberalisme, så er det forfriskende at læse analyser der vedkender sig en bestemt skole.
Sådan er det desværre alt for sjældent i dagbladene. Den såkaldt tilstræbte objektivitet er alt for ofte dække for enten en meget kedelig analyse eller et skalkeskjul for at journalisten kan undgå kritik for at alligevel at have farvet sin historie. At aviserne “holder deres mening for sig selv, undtagen i lederne” som  jeg vidst nok engang hørte en JP redaktør sige det, skulle jo være for at tækkes flest mulige læsere. At beskrive tingene nøgternt og objektivt er i princippet en sikring for at alle er tilfredse. Problemet er at denne form for beskrivelse er næsten utopisk, og når det drejer sig om eksempelvis analyse er det ganske enkelt ikke muligt.
Hvad dagbladene ikke har villet indse er blevet en grundsten i Jarl Corduas succes. Jarls blog, som den hedder, læses og citeres nemlig ikke kun af hans ligesindede. Den bruges i lige så høj grad af folk der langt fra deler hans liberale tankegods. Blandt deltagerne på bloggen finder man bl.a. folk fra LO, Dansk Metal og Ugebrevet Mandag Morgen.
Jarl Corduas liberalistiske vinkel og analyse er med andre ord ikke med til at skræmme nogen væk, og hans mangel på tilstræbt objektivitet er tilsyneladende ikke en hindring, for at kunne opbygge en stor og trofast læserskare, fra begge ender af det politiske spektrum.

Dagbladendes styrtblødende oplagstal vidner om en forretningsmodel i forfald. At disse i stigende grad anvender kommentatorer og analytikere netop som Jarl Cordua, vidner om nye medier, og de der står bags, store styrke: Nemlig at de tør mene noget.

Jarl Cordua har på fornemmeste vis formået at opbygge en forretning omkring at turde “slå et slag” (når nu han er bornholmer) for bestemte holdninger. Et stort cadeau for at turde mene noget og samtidig kunne tjene penge på det.

Tillykke med fødselsdagen Jarl. – Jeg håber vejret er bedre hos dig end her.

I forgårs gjorde jeg noget jeg engang har hørt at man bør gøre hver dag, uden at jeg dog selv har formået at følge det råd; nemlig at gøre noget én gang om dagen der skræmmer en.

Jeg skulle mødes med Flemming Jarle. Vi havde aftalt at mødes klokken halv to, men da han var ved at støbe medaljer til “de udsattes lege” som han formulerede det, så havde jeg ca. en time jeg skulle slå ihjel.
Jeg sagde det faktisk højt til mig selv: “en time at slå ihjel”.. Det skræmte mig, og mindede mig om det hysteri der for mange år siden var omkring REM REMs reklamer “Why kill time when you can kill yourself”. At bruge kontra misbruge sin tid fik mig ud i en kortvarig men intens filosoferen. Kunne jeg som menneske overhovedet tillade mig at misbruge tiden eller “slå den ihejl” når jeg var givet så begrænset tid. Kunne man overhovedet definere misbrug af tid? For var tid i virkeligheden ikke bare vores egen til at bruge som vi ville uden at nogen skulle kunne definere hvad misbrug af tid var for en anden end dem selv?
Jeg blev enig med mig selv om at det tætteste jeg kom på “ikke at misbruge tiden” men samtidig “slå en time ihjel” måtte være at gøre noget jeg ellers ikke ville have gjort med min tid.

Derfor besluttede jeg mig for at frekventere en beværtning som jeg ikke nødvendigvis ellers ville have sat mine ben på. Stedet hedder The Last Waterhole. I almindelighed vil jeg forsage den slags steder med fordomme som at her hænger kun sutterne, her er intet inttelektuelt at hente og her er der chancer for en god gang øretæver til sådan en som jeg hvis kampvægt formentlig aldrig rammer firs kilo.
Alle mine fordomme blev bekræftet. Værtshuset rummede en “spare-klub” der havde udbetaling af årets opsparing til medlemmerne, hvilket betød at hele stamklientellet var samlet. Det så ud til at opsparingen kunne få ben at gå på meget meget hurtigt og mit gæt var også at der blev forbrugt en del invalidepension, kontanthjælp osv. ved samme lejlighed.
Jeg kunne også konstatere at dette i sandhed var et sted “hvor alle kender alle”. Der blev mildest talt bare en smule stille da jeg trådte ind af døren.

Men ret hurtigt blev min skræk for skaller og sligt nedrigheder afvæbnet. Jeg blev ikke nødvendigvis hvervet til at dette skulle være mit nye stamsted, men jeg blev overbevist om at her var historier at hente som jeg aldrig ville kunne få ved at frekventere en café, en loungebar eller et andet in-sted i en af landets største byer. Her var, stilheden ved min ankomst til trods, ikke den kølige skandinaviske distance som man ellers oplever rigtig mange steder. Indehaveren kom hen til mig og præsenterede sig. Stamkunder kom og sagde; Hejsa, du er da ny her.. osv. De fortalte om deres liv, deres oplevelser på stedet og forsikrede mig alle sammen for at det var den bedste knejpe i hele Vejle og opland.

Det medførte selvfølgelig at jeg blev afvæbnet og fortalte om mig selv. Ikke engang min fynske herkomst eller min slet skjulte borgerlighed medførte de forventede øretæver. Jeg blev derimod taget for den jeg var.

Aftenen efter valgte jeg at præsentere min kammerat for stedet.. Og sørme så om ikke alle kunne huske mit navn. Det mindede mig om en af tidernes største og mest veloplagte tv serier, Cheers, eller som den hedder på dansk; Sams Bar. Så jeg vil lige slutte mit indlæg med denne fantastiske video af Jay Lenno og alle Cheers skuespillerene der synger, efter min mening, en af de mest følsomme og velkomponerede sange til tv.

Jeg har tidligere fortalt om mit nye lille hobbyprojekt Texteriet.

Nu er fars baby blevet lidt større. Jeg har fået en server og et ægte .dk domæne. (Mest af alt fordi jeg var bange for nogen stjal mit gode navn).

www.texteriet.dk

Texteriet leverer festsange, taler og sketches.. Både dem med glimt i øjet og dem med hånden på hjertet. Og hver gang du bestiller fra mig, så går noget af overskuddet til mikrolån til afrikanske virksomheder.

Se TV Syds indslag om Texteriet her.

Jeg er syg idag. Rigtig godt træls når vejret er så godt men jeg kan bare ikke komme ud. Så her sidder jeg og surfer og venter på sidste kamp om DM guldet i herrehåndbold. På beep.tv2.dk læser jeg et indlæg om at Dansk Røde Kors har udgivet et stykke mobilsoftware der kan give råd om nødsituationer. Genialt. Har prøvet andre lign. programmer men er bare blevet skuffet. Det her ser ret godt ud, det er endda overskueligt designet og så kører det på Flash Lite så de fleste telefoner kan bruge det. Haps den skal jeg da have tænker jeg.
Så jeg går til DRK.dk. Jeg formaster mig endda til i et anfald af godhed at klikke videre via et bannerlink på Tv2s web, fordi jeg på denne måde også tilser den skrantende tv-patients økonomi.

Men så holder glæden også op. For pludselig føler jeg mig snydt. Førstehjælpsprogrammet er nu ikke længere gratis men det koster 1.- at hente. Det er heller ikke længere kun et program man får for at redde liv.. Nej nu er det pludselig et program plus en tilmelding og tilladelse til at Røde Kors må sende mig “de seneste nyheder fra Røde Kors’ hjælpearbejde. Du kan til enhver tid afmelde denne service.” -Javel men det var ikke det jeg ville. Jeg ville redde liv, føle mig bedre klædt på til at håndtere situationer man håber aldrig opstår. Og nej jeg vil ikke have andet info. Jeg vil godt betale en krone. Jeg ville faktisk også betale 10 eller mere. Men jeg vil ikke bondefanges ind i en sms-mail-brevdue-ellerhvaddetnuer service som jeg ikke ved hvordan jeg kommer ud af.

Man kunne mistænke Røde Kors for slet ikke at være så interesserede i at bidrage til at flere danskere kunne redde liv. Måske handler det her om førstehjælp til egen lomme: Jo flere mails, smser m.v. vi sender ud jo større chance er der for at få nogen til at melde sig ind.

Metoden kan jeg ihvertfald ikke lide.

(denne post opdateres muligvis når jeg har fået et svar fra DRK eller har fundet ud af hvordan jeg melder mig fra deres mailservice.)

Du kan prøve programmet uden at tilmelde dig noget her

Det er de utroligste ting der kan få danske politikere (og danskere i almindelighed) på barrikaderne.

De sidste par måneder har høj som lav mulet over udsigten til ikke at kunne se en forestående landskamp mellem Danmark og Sverige.

Nu lader det så til at rabalderet har fået en række af de leverandører der udbød kampen til at flytte den til en kanal som de fleste af os vidst nok skulle kunnne se. (Jeg fandt den forleden da jeg så de viste Formel 1 fra Monaco).

Men skal jeg være helt ærlig syntes jeg det er synd for folkesjælen og det er synd for sammenholdet. Argumentet for at fodbolden skal vises på en af de landsdækkende kanaler er ellers at det styrker sammenhængskraften i Danmark. Men jeg tror det gør det stik modsatte.

Problemet er at når vi alle får kampen på en kanal vi alle kan tage, ja så bliver vi også hjemme og ser kampen. Vi undgår dermed at møde og danne fællesskab med mennesker som vi ville have gjort det hvis vi gik ud og så kampen. Så jeg tror ikke en døjt på at vi hænger bedre sammen af at kampen vises på en national eller seminational kanal. Nope. Hvis I spørger mig skulle vi flytte den til den mest nichede kanal af dem alle, og så ellers håbe på at folk samledes hos dem der så havde kanalen.

Heldigvis behøver der ikke være tvang indblandet. Det kan ske helt frivilligt. Prøv at tænke tanken: Hvem af dine venner og familie har du forsømt på det sidste? Hvem trænger du til at styrke sammehængskraften med? Hvem ville du egentlig gerne dele en oplevelse med, og skabe et nyt minde I kunne dele sammen?

Og sørg så for at være sammen med den/de personer når Danmark – Sverige ruller over skærmen den 6. juni.

HERMED OGSÅ EN INVITATION.

Har du lyst til at se fodbold sammen med mig, hos mig eller et andet sted, den 6. juni så skriv her i kommentarsporet. Jeg vil gerne lære mine læsere at kende.

Min knægt er en plageånd.. Lige for tiden. Han har snart fødselsdag og har ikke ævlet om andet det sidste halve år end hvad han skulle have i gave.

Som jeg plejer at sige til ham: “Mig ha mig ha mig ha” og vrænge på næsen. Der er et gammelt ordsprog om at man ikke skal kaste med sten hvis man bor i et glashus og så kan jeg bare sige; Mine ruder blev smadret den anden dag.

Jeg surfede forbi Nokias website og så dette vidunder:
Nokia N97
Og så udbrød jeg: Ej sådan en skal jeg bare have, hvortil knægtebasse sagde: Faaaaaaar, Mig ha mig ha mig ha.

Sådan er livet så morsomt. Og han har nok desværre fødselsdag før den nye Nokia kommer på gaden.. SUUUK!

Ps.: Dem der kender mig vil vide hvor svagt et hjerte jeg har for Symbian telefoner.

Jeg har lige talt med Hans Henrik Heming.

Han har fået en totalt genial idé. Vi skal da have TED til Danmark. TED vil gerne have en mere lokal forankring verden over og derfor har de lavet TEDx og Hans Henrik har så fundet på at vi skal have TEDx Copenhagen

Og JEG har fået lov til at være med til at arrangere det. IH HVOR ER DET BARE FEDT! Jeg ringede Hans Henrik op og tilbød kort og godt min højre arm for at være med.

Skynd jer at melde jer til mailing listen eller følg med på TEDx Twitter eller min Twitter