Hvor alle kender dit navn

søndag 05. juli, 2009

I forgårs gjorde jeg noget jeg engang har hørt at man bør gøre hver dag, uden at jeg dog selv har formået at følge det råd; nemlig at gøre noget én gang om dagen der skræmmer en.

Jeg skulle mødes med Flemming Jarle. Vi havde aftalt at mødes klokken halv to, men da han var ved at støbe medaljer til “de udsattes lege” som han formulerede det, så havde jeg ca. en time jeg skulle slå ihjel.
Jeg sagde det faktisk højt til mig selv: “en time at slå ihjel”.. Det skræmte mig, og mindede mig om det hysteri der for mange år siden var omkring REM REMs reklamer “Why kill time when you can kill yourself”. At bruge kontra misbruge sin tid fik mig ud i en kortvarig men intens filosoferen. Kunne jeg som menneske overhovedet tillade mig at misbruge tiden eller “slå den ihejl” når jeg var givet så begrænset tid. Kunne man overhovedet definere misbrug af tid? For var tid i virkeligheden ikke bare vores egen til at bruge som vi ville uden at nogen skulle kunne definere hvad misbrug af tid var for en anden end dem selv?
Jeg blev enig med mig selv om at det tætteste jeg kom på “ikke at misbruge tiden” men samtidig “slå en time ihjel” måtte være at gøre noget jeg ellers ikke ville have gjort med min tid.

Derfor besluttede jeg mig for at frekventere en beværtning som jeg ikke nødvendigvis ellers ville have sat mine ben på. Stedet hedder The Last Waterhole. I almindelighed vil jeg forsage den slags steder med fordomme som at her hænger kun sutterne, her er intet inttelektuelt at hente og her er der chancer for en god gang øretæver til sådan en som jeg hvis kampvægt formentlig aldrig rammer firs kilo.
Alle mine fordomme blev bekræftet. Værtshuset rummede en “spare-klub” der havde udbetaling af årets opsparing til medlemmerne, hvilket betød at hele stamklientellet var samlet. Det så ud til at opsparingen kunne få ben at gå på meget meget hurtigt og mit gæt var også at der blev forbrugt en del invalidepension, kontanthjælp osv. ved samme lejlighed.
Jeg kunne også konstatere at dette i sandhed var et sted “hvor alle kender alle”. Der blev mildest talt bare en smule stille da jeg trådte ind af døren.

Men ret hurtigt blev min skræk for skaller og sligt nedrigheder afvæbnet. Jeg blev ikke nødvendigvis hvervet til at dette skulle være mit nye stamsted, men jeg blev overbevist om at her var historier at hente som jeg aldrig ville kunne få ved at frekventere en café, en loungebar eller et andet in-sted i en af landets største byer. Her var, stilheden ved min ankomst til trods, ikke den kølige skandinaviske distance som man ellers oplever rigtig mange steder. Indehaveren kom hen til mig og præsenterede sig. Stamkunder kom og sagde; Hejsa, du er da ny her.. osv. De fortalte om deres liv, deres oplevelser på stedet og forsikrede mig alle sammen for at det var den bedste knejpe i hele Vejle og opland.

Det medførte selvfølgelig at jeg blev afvæbnet og fortalte om mig selv. Ikke engang min fynske herkomst eller min slet skjulte borgerlighed medførte de forventede øretæver. Jeg blev derimod taget for den jeg var.

Aftenen efter valgte jeg at præsentere min kammerat for stedet.. Og sørme så om ikke alle kunne huske mit navn. Det mindede mig om en af tidernes største og mest veloplagte tv serier, Cheers, eller som den hedder på dansk; Sams Bar. Så jeg vil lige slutte mit indlæg med denne fantastiske video af Jay Lenno og alle Cheers skuespillerene der synger, efter min mening, en af de mest følsomme og velkomponerede sange til tv.

Til kamp mod latterlige festsange

tirsdag 09. juni, 2009

Jeg har tidligere fortalt om mit nye lille hobbyprojekt Texteriet.

Nu er fars baby blevet lidt større. Jeg har fået en server og et ægte .dk domæne. (Mest af alt fordi jeg var bange for nogen stjal mit gode navn).

www.texteriet.dk

Texteriet leverer festsange, taler og sketches.. Både dem med glimt i øjet og dem med hånden på hjertet. Og hver gang du bestiller fra mig, så går noget af overskuddet til mikrolån til afrikanske virksomheder.

Se TV Syds indslag om Texteriet her.

Jeg har lige talt med Hans Henrik Heming.

Han har fået en totalt genial idé. Vi skal da have TED til Danmark. TED vil gerne have en mere lokal forankring verden over og derfor har de lavet TEDx og Hans Henrik har så fundet på at vi skal have TEDx Copenhagen

Og JEG har fået lov til at være med til at arrangere det. IH HVOR ER DET BARE FEDT! Jeg ringede Hans Henrik op og tilbød kort og godt min højre arm for at være med.

Skynd jer at melde jer til mailing listen eller følg med på TEDx Twitter eller min Twitter

Jeg, en pirat!

torsdag 26. februar, 2009

Kan man borde et tv-koncept for at italesætte pirateri?

Patrick Damsted laver noget sjovt der hedder Hvorfor-TV.. Det er sådan en slags, Spørg Olivia, blot på video. Det er supersjovt. Jeg syntes det kunne være fedt at vide lidt mere om pirateri, så jeg besluttede at borde hans tv koncept og nuppe hele baduljen for at lave en gang Hvorfor (pirat) TV..
Se resultatet ovenfor.

Det har så medført at Patrick nu vil lægge elementerne, komplet med lyd overgange osv. til fri download så han laver et “open source tv program”. Meget spændende.. Mon der er en fremtid i det?