Om dedikation…

Der var engang hvor jeg var voldsomt dedikeret til denne blog. Der gik faktisk ikke en uge uden at jeg fyrede et indlæg af. Jeg følte jeg havde noget på hjerte, og jeg følte – og fik feedback på, at det jeg skrev flyttede noget.

Jeg skal være den første til at indrømme at sådan er det ikke længere. Det er jeg faktisk ked af. For jeg syntes stadig at kommunikation er “mørtlen” i verden. Uden vores evner til at kommunikere hvadend de er skriftlige, kunstneriske, visuelle, verbale eller noget helt andet. Så hvorfor er det så at jeg ligesom har mere end dobbelt så svært ved at kommunikere noget ud end jeg havde før?

Jeg tror det har noget med viden at gøre. Man siger at viden er magt. Men kan det modsatte også være tilfældet? Kan viden også være afmagt? På mit gamle gymnasium i Nyborg står der en skulptur (hvis den står der endnu) af Keld Moseholm. Det er en mand der læser i en bog mens han går op ad en trappe. Jo længere op han når/ jo mere han læser, jo mindre bliver han. En glimrende illustration af hvordan jeg af og til føler det. Ikke bare fagligt men på mange af livets områder. Evnen til at skære igennem er praktisk talt forsvundet med min udvidede horisont.

Og hvad gør man så? -Når horisonten er blevet så bred at man har svært ved at skelne solen fra dens refleksion i vandet. -Når mulighederne for at vide, og blive videnene, inden for forskellige områder faktisk har bemægtiget sig ens sind i en sådan grad at man ikke føler sig i stand til at handle, skære igennem, dele kagen i både, skille skidt fra kanel, barbere geden osv.

Svaret kom til mig nu. Siden klokken tolv (klokken er nu femten) har min søn siddet og spillet det samme (latterlige) flash spil. Han spillede det også igår, og skulle han ikke i skole imorgen spillede han det også der. Indtil i dag døde han hver gang han nåede til en bane med en flyvemaskine der skulle skydes ned. Men det tog ikke modet fra ham. Han blev ved, indtil han spillede så stabilt at han kom frem til den bane hver gang. Derefter fokuserede han 100% på hvilken teknik der skulle til for at skyde flyveren ned. For to timer siden lykkedes det ham. – Og så hurtigt videre til næste udfordring. Han er endda holdt op med at bande når han dør. Han starter bare sporenstregs på en frisk og prøver én gang til.

Nøglen er med andre ord dedikation. Dedikation til noget der fuldstændig kan opsluge én. Noget man kan mærke at man brænder så meget for at man ikke kan lade være. Richard St. John siger det så forfriskende godt i denne tre minutter lange TED Talk.

Nu vil jeg finde ud af hvad hjørne af kommunikationen jeg brænder for. Om den vej fører mig hertilbage ved jeg ikke…

En Bornholmer der slår hvor andre værger for sig

Jarl Cordua Nielsen
(40 år – idag)

Jeg er sikker på at dagens fødselar bliver potrætteret i aviserne. Men det er ikke her at Jarl Cordua hører hjemme. Han har nemlig på flere måder formået at gøre ting som dagbladende ikke kan eller vil via sin blog. -Derfor fortjener han også et portræt af en blogger, på en blog.

Jarl Cordua er født i 1969 i Rønne og uddannet som cand.polit, men de senere år har det været det journalistiske virke der har været centrum i Jarl Corduas professionelle karriere. Ikke mindst hans blog, der en overgang blev bragt i Nyhedsavisen, har været et udstillingsvindue for hans journalistiske og analytiske evner. Han har været brugt som kommentator og analytiker af snart sagt et hvert medie i dette kongerige, men det er stadig på bloggen at hans knivskarpe analyse og veloplagte retorik kommer bedst til sin ret.

Ikke mindst fordi dagens bornholmske fødselar rent faktisk tør mene noget. Som han selv skriver: “Ambitionen er ud fra et uafhængigt liberalt grundsyn at kommentere og analysere især aktuelle emner om dansk politik.” Det er her den store forskel er fra de politiske kommentatorer og analytikere i dagbladene findes. Jarl Cordua vedkender sig sit liberale arvegods og uanset hvad man mener om liberalisme, så er det forfriskende at læse analyser der vedkender sig en bestemt skole.
Sådan er det desværre alt for sjældent i dagbladene. Den såkaldt tilstræbte objektivitet er alt for ofte dække for enten en meget kedelig analyse eller et skalkeskjul for at journalisten kan undgå kritik for at alligevel at have farvet sin historie. At aviserne “holder deres mening for sig selv, undtagen i lederne” som  jeg vidst nok engang hørte en JP redaktør sige det, skulle jo være for at tækkes flest mulige læsere. At beskrive tingene nøgternt og objektivt er i princippet en sikring for at alle er tilfredse. Problemet er at denne form for beskrivelse er næsten utopisk, og når det drejer sig om eksempelvis analyse er det ganske enkelt ikke muligt.
Hvad dagbladene ikke har villet indse er blevet en grundsten i Jarl Corduas succes. Jarls blog, som den hedder, læses og citeres nemlig ikke kun af hans ligesindede. Den bruges i lige så høj grad af folk der langt fra deler hans liberale tankegods. Blandt deltagerne på bloggen finder man bl.a. folk fra LO, Dansk Metal og Ugebrevet Mandag Morgen.
Jarl Corduas liberalistiske vinkel og analyse er med andre ord ikke med til at skræmme nogen væk, og hans mangel på tilstræbt objektivitet er tilsyneladende ikke en hindring, for at kunne opbygge en stor og trofast læserskare, fra begge ender af det politiske spektrum.

Dagbladendes styrtblødende oplagstal vidner om en forretningsmodel i forfald. At disse i stigende grad anvender kommentatorer og analytikere netop som Jarl Cordua, vidner om nye medier, og de der står bags, store styrke: Nemlig at de tør mene noget.

Jarl Cordua har på fornemmeste vis formået at opbygge en forretning omkring at turde “slå et slag” (når nu han er bornholmer) for bestemte holdninger. Et stort cadeau for at turde mene noget og samtidig kunne tjene penge på det.

Tillykke med fødselsdagen Jarl. – Jeg håber vejret er bedre hos dig end her.

Hvor alle kender dit navn

I forgårs gjorde jeg noget jeg engang har hørt at man bør gøre hver dag, uden at jeg dog selv har formået at følge det råd; nemlig at gøre noget én gang om dagen der skræmmer en.

Jeg skulle mødes med Flemming Jarle. Vi havde aftalt at mødes klokken halv to, men da han var ved at støbe medaljer til “de udsattes lege” som han formulerede det, så havde jeg ca. en time jeg skulle slå ihjel.
Jeg sagde det faktisk højt til mig selv: “en time at slå ihjel”.. Det skræmte mig, og mindede mig om det hysteri der for mange år siden var omkring REM REMs reklamer “Why kill time when you can kill yourself”. At bruge kontra misbruge sin tid fik mig ud i en kortvarig men intens filosoferen. Kunne jeg som menneske overhovedet tillade mig at misbruge tiden eller “slå den ihejl” når jeg var givet så begrænset tid. Kunne man overhovedet definere misbrug af tid? For var tid i virkeligheden ikke bare vores egen til at bruge som vi ville uden at nogen skulle kunne definere hvad misbrug af tid var for en anden end dem selv?
Jeg blev enig med mig selv om at det tætteste jeg kom på “ikke at misbruge tiden” men samtidig “slå en time ihjel” måtte være at gøre noget jeg ellers ikke ville have gjort med min tid.

Derfor besluttede jeg mig for at frekventere en beværtning som jeg ikke nødvendigvis ellers ville have sat mine ben på. Stedet hedder The Last Waterhole. I almindelighed vil jeg forsage den slags steder med fordomme som at her hænger kun sutterne, her er intet inttelektuelt at hente og her er der chancer for en god gang øretæver til sådan en som jeg hvis kampvægt formentlig aldrig rammer firs kilo.
Alle mine fordomme blev bekræftet. Værtshuset rummede en “spare-klub” der havde udbetaling af årets opsparing til medlemmerne, hvilket betød at hele stamklientellet var samlet. Det så ud til at opsparingen kunne få ben at gå på meget meget hurtigt og mit gæt var også at der blev forbrugt en del invalidepension, kontanthjælp osv. ved samme lejlighed.
Jeg kunne også konstatere at dette i sandhed var et sted “hvor alle kender alle”. Der blev mildest talt bare en smule stille da jeg trådte ind af døren.

Men ret hurtigt blev min skræk for skaller og sligt nedrigheder afvæbnet. Jeg blev ikke nødvendigvis hvervet til at dette skulle være mit nye stamsted, men jeg blev overbevist om at her var historier at hente som jeg aldrig ville kunne få ved at frekventere en café, en loungebar eller et andet in-sted i en af landets største byer. Her var, stilheden ved min ankomst til trods, ikke den kølige skandinaviske distance som man ellers oplever rigtig mange steder. Indehaveren kom hen til mig og præsenterede sig. Stamkunder kom og sagde; Hejsa, du er da ny her.. osv. De fortalte om deres liv, deres oplevelser på stedet og forsikrede mig alle sammen for at det var den bedste knejpe i hele Vejle og opland.

Det medførte selvfølgelig at jeg blev afvæbnet og fortalte om mig selv. Ikke engang min fynske herkomst eller min slet skjulte borgerlighed medførte de forventede øretæver. Jeg blev derimod taget for den jeg var.

Aftenen efter valgte jeg at præsentere min kammerat for stedet.. Og sørme så om ikke alle kunne huske mit navn. Det mindede mig om en af tidernes største og mest veloplagte tv serier, Cheers, eller som den hedder på dansk; Sams Bar. Så jeg vil lige slutte mit indlæg med denne fantastiske video af Jay Lenno og alle Cheers skuespillerene der synger, efter min mening, en af de mest følsomme og velkomponerede sange til tv.

Til kamp mod latterlige festsange

Jeg har tidligere fortalt om mit nye lille hobbyprojekt Texteriet.

Nu er fars baby blevet lidt større. Jeg har fået en server og et ægte .dk domæne. (Mest af alt fordi jeg var bange for nogen stjal mit gode navn).

www.texteriet.dk

Texteriet leverer festsange, taler og sketches.. Både dem med glimt i øjet og dem med hånden på hjertet. Og hver gang du bestiller fra mig, så går noget af overskuddet til mikrolån til afrikanske virksomheder.

Se TV Syds indslag om Texteriet her.