En Bornholmer der slår hvor andre værger for sig

Jarl Cordua Nielsen
(40 år – idag)

Jeg er sikker på at dagens fødselar bliver potrætteret i aviserne. Men det er ikke her at Jarl Cordua hører hjemme. Han har nemlig på flere måder formået at gøre ting som dagbladende ikke kan eller vil via sin blog. -Derfor fortjener han også et portræt af en blogger, på en blog.

Jarl Cordua er født i 1969 i Rønne og uddannet som cand.polit, men de senere år har det været det journalistiske virke der har været centrum i Jarl Corduas professionelle karriere. Ikke mindst hans blog, der en overgang blev bragt i Nyhedsavisen, har været et udstillingsvindue for hans journalistiske og analytiske evner. Han har været brugt som kommentator og analytiker af snart sagt et hvert medie i dette kongerige, men det er stadig på bloggen at hans knivskarpe analyse og veloplagte retorik kommer bedst til sin ret.

Ikke mindst fordi dagens bornholmske fødselar rent faktisk tør mene noget. Som han selv skriver: “Ambitionen er ud fra et uafhængigt liberalt grundsyn at kommentere og analysere især aktuelle emner om dansk politik.” Det er her den store forskel er fra de politiske kommentatorer og analytikere i dagbladene findes. Jarl Cordua vedkender sig sit liberale arvegods og uanset hvad man mener om liberalisme, så er det forfriskende at læse analyser der vedkender sig en bestemt skole.
Sådan er det desværre alt for sjældent i dagbladene. Den såkaldt tilstræbte objektivitet er alt for ofte dække for enten en meget kedelig analyse eller et skalkeskjul for at journalisten kan undgå kritik for at alligevel at have farvet sin historie. At aviserne “holder deres mening for sig selv, undtagen i lederne” som  jeg vidst nok engang hørte en JP redaktør sige det, skulle jo være for at tækkes flest mulige læsere. At beskrive tingene nøgternt og objektivt er i princippet en sikring for at alle er tilfredse. Problemet er at denne form for beskrivelse er næsten utopisk, og når det drejer sig om eksempelvis analyse er det ganske enkelt ikke muligt.
Hvad dagbladene ikke har villet indse er blevet en grundsten i Jarl Corduas succes. Jarls blog, som den hedder, læses og citeres nemlig ikke kun af hans ligesindede. Den bruges i lige så høj grad af folk der langt fra deler hans liberale tankegods. Blandt deltagerne på bloggen finder man bl.a. folk fra LO, Dansk Metal og Ugebrevet Mandag Morgen.
Jarl Corduas liberalistiske vinkel og analyse er med andre ord ikke med til at skræmme nogen væk, og hans mangel på tilstræbt objektivitet er tilsyneladende ikke en hindring, for at kunne opbygge en stor og trofast læserskare, fra begge ender af det politiske spektrum.

Dagbladendes styrtblødende oplagstal vidner om en forretningsmodel i forfald. At disse i stigende grad anvender kommentatorer og analytikere netop som Jarl Cordua, vidner om nye medier, og de der står bags, store styrke: Nemlig at de tør mene noget.

Jarl Cordua har på fornemmeste vis formået at opbygge en forretning omkring at turde “slå et slag” (når nu han er bornholmer) for bestemte holdninger. Et stort cadeau for at turde mene noget og samtidig kunne tjene penge på det.

Tillykke med fødselsdagen Jarl. – Jeg håber vejret er bedre hos dig end her.

Fodboldinvitation: Hæng mere sammen

Det er de utroligste ting der kan få danske politikere (og danskere i almindelighed) på barrikaderne.

De sidste par måneder har høj som lav mulet over udsigten til ikke at kunne se en forestående landskamp mellem Danmark og Sverige.

Nu lader det så til at rabalderet har fået en række af de leverandører der udbød kampen til at flytte den til en kanal som de fleste af os vidst nok skulle kunnne se. (Jeg fandt den forleden da jeg så de viste Formel 1 fra Monaco).

Men skal jeg være helt ærlig syntes jeg det er synd for folkesjælen og det er synd for sammenholdet. Argumentet for at fodbolden skal vises på en af de landsdækkende kanaler er ellers at det styrker sammenhængskraften i Danmark. Men jeg tror det gør det stik modsatte.

Problemet er at når vi alle får kampen på en kanal vi alle kan tage, ja så bliver vi også hjemme og ser kampen. Vi undgår dermed at møde og danne fællesskab med mennesker som vi ville have gjort det hvis vi gik ud og så kampen. Så jeg tror ikke en døjt på at vi hænger bedre sammen af at kampen vises på en national eller seminational kanal. Nope. Hvis I spørger mig skulle vi flytte den til den mest nichede kanal af dem alle, og så ellers håbe på at folk samledes hos dem der så havde kanalen.

Heldigvis behøver der ikke være tvang indblandet. Det kan ske helt frivilligt. Prøv at tænke tanken: Hvem af dine venner og familie har du forsømt på det sidste? Hvem trænger du til at styrke sammehængskraften med? Hvem ville du egentlig gerne dele en oplevelse med, og skabe et nyt minde I kunne dele sammen?

Og sørg så for at være sammen med den/de personer når Danmark – Sverige ruller over skærmen den 6. juni.

HERMED OGSÅ EN INVITATION.

Har du lyst til at se fodbold sammen med mig, hos mig eller et andet sted, den 6. juni så skriv her i kommentarsporet. Jeg vil gerne lære mine læsere at kende.

Statsministeraviser

I dag skriver Tv2 Nyhederne
at statsministeren bakker op omkring støtten til dagbladende. Ifølge ham er “De trykte medier [...] i høj grad er leverandør af nyheder til de elektroniske medier.”
Hmm..
Når jeg nu lige surfer dagens trykte aviser må jeg konstatere at størstedelen af deres stof stammer fra telegrambureauerne. De samme telegrambureaugeneredede nyheder kan jeg finde på nettet (gratis).
Derudover har en række små lokale aviser noget lokalt stof som i og for sig ikke rager ret mange udenfor kommunegrænsen. Det findes sjældent elektronisk, men gør det, er det a) enten på avisens egen web, eller b) fordi en eller anden lokal mand har blogget om det.
Jeg tror bare ikke rigtig på at nogen af delene, dvs. viderebragte nyheder fra telegrambureauerne og lokalstof fra 7. kartoffelrække, er noget af det Fogh bekymrer sig om.

Det unikke stof som aviserne, ofte, har for sig selv er debatsiderne. Hvad end det er lokalt eller nationalt er debatten, omend den omhandler de samme emner, ofte meget forskellig fra avis til avis. Derudover er der én væstenlig ting ved debatsiderne som gør at snart sagt enhver nulevende politiker er tilhænger af mediestøtte: Politikerne ser i høj grad debatsiderne som en mulighed for at få kolporteret deres meninger ud til den brede befolkning, vel og mærke uden det filter som journalister, bloggere og andre måtte være.
Ganske vidst blogger politikere på livet løs, men de færreste har lært den kunst det er at skrive rigtige blogindlæg. Derfor ligner blogindlægene mest af alt debatindlæg fra avisen.

Så når Fogh fortsat vil kaste gode penge efter dårlige i den kriseramte dagbladsverden er der næppe tvivl om at det er hans kollegaer, på borgen og i kommunernes, interesser han plejer.

Vejet og fundet for let

Det her er en joke fra et forlag men ellers er det intet mindre end en genistreg af en forretningsmodel hvis den blev ført ud i livet.

Et flyselskab har tilsyneladende valgt at markedsføre tilbud hvor man betaler efter (over)vægt. Ikke bare for sin baggage men også for sig selv.

Det afføder et par morsomme spørgsmål.
- Ville det få folk til at nærmest sulte sig ihjel inden indvejningen?
- Hvad nu hvis man (som jeg) elsker at spise godt når man er på ferie. Risikerer man så ekstraopkrævning på vejen hjem?

Og hvad mere interessant er. Var det måske en motivationsfaktor i dagligdagen for overvægtige. Lad os nu antage at man indførte det i bybusserne. Når du stod på trådte du ind på en plade der fungerede som vægt. Herefter blev du opkrævet et tillæg for din vægt.
Kunne de afføde situationer hvor man, hvis man var tilstrækkeligt tyk, blev tvunget til at gå, simpelthen fordi man ikke havde råd til bussen?