En dagen mere og jeg brækker mig

Nej det er ikke en slåfejl. Jeg har skrevet “En dagen mere og jeg brækker mig” med vilje.

I alle kommunikatøreres vandhul, kommunikationsforum, har der i ugerne op til og nu også i tiden efter Tv2s dramadokumentar “Forførens fald” huseret en orkan af artikler, pips og blogindlæg der har analyseret og kvæuleret omkring Peter Lincks 42 dages rige “Dagen”.
Der er tre parter. Dem der ikke kan lide det kuldsejlede avisprojekt, dem der beundrer manden for at turde, og så journalisterne som var ansat på Dagen, der alle som én gør alt hvad de kan for at forklare hvorfor netop de lod deres ellers kritiske journalistiske sans bedøve og gik ombord på den ambitiøse dagbladsskude.

Problemet er bare at al denne snak er fuldstændig ligegyldig. Fornyligt var jeg til en konference hvor Paula Larrin optrådte. (Yes, optrådte, ikke talte). Hun mente at problemet i dansk journalistik var at journalisterne valgte de nemme poppede historier. Faktum er at det gør kommunikatører også. Dagen er et projekt der kuldsejlede for år tilbage. Avisens 42 dage lange liv berettiger på ingen måde til så megen debat som “den kreative elite” på k-forum de sidste dage har smidt efter den.
Forklaringen på avisens fallit er ikke spor interessant i kommunikationsmæssig sammenhæng. Kun i forretningsmæssig.
At nogle sølle udpinte journalister hoppede med på vognen og måske lod sig forblænde af Pellegrino vand og dyre kontorstole er ej heller kommunikativt interessant. Det er menneskeligt. Fuldstændig som det er at trække en pakke smøger fra på skatteborgernes regning efter en hård dag.

Sorry guys der har brugt tid på artikler, blogindlæg m.v. omrking Dagen. I har spildt tiden og bevist at I har spist for meget af andemaden i den danske andedam.