Bør der gå CSR i PR?

I aftes da jeg sad og var arrig over at folk på K-forum ikke kunne tale om andet end gamle aviser kom der en artikel ind i min rss om PR for dikatorer fra selvsamme forum.
En ikke uinteressant liste over virksomheder og personer der har ydet kommunikationsrådgivning til diktatorer verden over. Især ikke når man som jeg har politiske kunder i porteføljen.
Artiklen vil dog ikke mere end at være “vagthund” og bjæffe op om hvem der er “the bad guys” i PR sammenhæng. Skulle den retfærdiggøre sin eksistens burde den naturligvis debattere hvorvidt CSR bør være en del af PR bureauernes idealer. Jeg kan faktisk have min tvivl om hvorvidt det bør.
Inden for journalistik taler man jo om fire arketyper, netop vagthund, jagthund, hyrdehund og redningshund. Efter min mening skaber det et naturligt marked for kommunikationsvirksomheder med tilsvarende egenskaber. PR enheder der med netop deres specielle kompetencer kan hjælpe organisationer eller enkeltpersoner uanset hvilket sigte disse har. En naturlig form for udbud og efterspørgsel som jeg ikke nødvendigvis er tilhænger af at hæmme. At kontrollere den slags vil nemlig til enhver tid blive et spørgsmål om smagsdommeri og bedrevidenhed. To ting som jeg ikke mener er forenelige med moderne kommunikationsvirksomheders eksistensgrundlag.