Hvorfor hedder det en toiletspand?
lørdag 28. juni, 2008
I henhold til forrige indlæg omkring “badevægte”.. Her til morgen står jeg på badeværelset og smider et barberblad i toiletspanden. Da slår det mig.. Det er jo lige så absurd en betegnelse som badevægt. Som jeg sagde til kæresten; Jeg vil da ihvertfald ikke anbefale at man bruger den iht. det den hedder.
Nogen bud på hvorfor det skal være så knudret? Jeg savner en lille bog jeg fik for nogle år siden der hedder: “Og uden omsvøb tak” der handlede om at forumlere sig enkelt og præcist. Den kunne folk der opfinder genstande til badeværelser godt have brugt.
Hvorfor hedder det en badevægt?
torsdag 26. juni, 2008
Det er det jo ikke? Den vejer ikke et bad…
Der findes godsvægte, brevvægte, og så bagevægte. Den sidste er jo heller ikke vildt præcis men beskriver dog hvad den bruges til.
Nu skulle man tro at det blot er en enlig svale når jeg forleden i en boligudstyrsforretning så ordet badevægt. Men nej.. Hvis man googler ordet kommer der en mængde hits frem.
Egentlig burde det hedde en personvægt. Men hvis man googler det, får man en udstyr frem der i højere grad minder om hvad læger, sygehuse og sportsklinikker anvender.
Så jo.. Der findes badevægte, selvom de ikke vejer dit bad. Sprog er mærkeligt, derfor elsker jeg det.
Hvad skal hun hedde?
mandag 16. juni, 2008
Min kunde Heidi, der driver rekrutteringsbureauet Power Match med udgangspunkt i virtuel rekruttering har visse overvejelser angående sin identitet. Er hun i virkeligheden bedre tjent med at adoptere sit virtuelle efternavn Ballinger, end at beholde sit (noget anonyme) Hansen.
Som bloggen New World Notes kan berette er hendes identitet i stigende grad blevet hendes virtuelle jeg, som altså hedder Ballinger og ikke Hansen. Hendes kunder, bekendte og samarbejdspartnere i Second Life kender hende kun som Ballinger.
Amerikanerne har et smukt ordsprog: “Perception is reality.” Ordsproget dækker over at verden jo ser ud som den opleves gennem beskuerens øje, og hvis Heidi er Ballinger for beskueren, ja så kan hun holde nok så meget fast i Hansen. Det flytter ikke en meter.
Derfor kan det give god mening hvis danske Hansen bliver udskiftet med virtuelle Ballinger.
P.s: Er der nogen der kan huske hvorfor John Jensen bliver kaldt “Faxe”?
Vejet og fundet for let
onsdag 11. juni, 2008
Det her er en joke fra et forlag men ellers er det intet mindre end en genistreg af en forretningsmodel hvis den blev ført ud i livet.
Et flyselskab har tilsyneladende valgt at markedsføre tilbud hvor man betaler efter (over)vægt. Ikke bare for sin baggage men også for sig selv.
Det afføder et par morsomme spørgsmål.
- Ville det få folk til at nærmest sulte sig ihjel inden indvejningen?
- Hvad nu hvis man (som jeg) elsker at spise godt når man er på ferie. Risikerer man så ekstraopkrævning på vejen hjem?
Og hvad mere interessant er. Var det måske en motivationsfaktor i dagligdagen for overvægtige. Lad os nu antage at man indførte det i bybusserne. Når du stod på trådte du ind på en plade der fungerede som vægt. Herefter blev du opkrævet et tillæg for din vægt.
Kunne de afføde situationer hvor man, hvis man var tilstrækkeligt tyk, blev tvunget til at gå, simpelthen fordi man ikke havde råd til bussen?