Brænd legepladserne
mandag 07. april, 2008 af Søren Holmberg
(Kender I det at man har skrevet noget genialt til avisen, og så af forskellige årsager får man det aldrig sendt. Det skete med det her indlæg. I lørdags havde jeg så et andet indlæg i avisen, så nu er min kvote vidst opbrugt. Derfor kommer den her.)
Af Søren Holmberg, kommunikationskonsulent og far til Michael.
Hvor er det genialt at Odense skal positionere sig om byen hvor man tør lege og eksperimentere. Det er jo at det er sådan børn lærer. Hvis ikke de ved bedre, ja så prøver de.
På visionsmødet i lørdags på rådhuset var det store springende punkt så; hvordan skabes der rum for leg?
Lad os starte med en helt banal erkendelse; Det bliver næppe dig og mig som voksne mennesker der nogensinde kommer til at lege sådan som visionen for Odense er tænkt. Af to simple årsager: For det første er det svært at lære en gammel hund nye tricks, og for det andet vil det tage endog nogle år før visionen begynder at slå igennem ned på et praktisk plan hvor hver enkelt Odenseborger vil mærke det.
Jeg tror til gengæld visionen kan have stor indflydelse på min søns opvækst og fremtid. Han er fire i dag, og i 2018 er han så 14-15 år. På det tidspunkt overmandes den legende kreativitet af livets barske realiteter om valg af uddannelse m.v. Derfor lægger mange deres kreative, legende side bag sig i den periode.
Hvor ville det være rart hvis min søn ikke gjorde det, men bevarede det for resten af livet, og hvor ville det være rart at det kunne bidrage til at han fik flere muligheder at spille på i livets store skole.
Det bliver bare svært. Især når man som os elsker at bo i byen. For her er legen struktureret på alle mulige måder. Fuldstændig som i skolen og i børnehaven. De rum der er til at lege i er enten parker med veltrimmede hække, snorlige stier og smukke skulpturer, eller legepladser med legeredskaber der er udformet efter alle kunstens regler. Det dræber legen, frisindet og kreativiteten hos børnene der skal vokse op her.
Derfor overskriften. Brænd legepladserne og lad resterne ligge så børnene selv kan skabe noget kreativt nyt. Lad græs og buske vokse vildt i parkerne. Udlever tømmer, hammer, søm og lad ungerne selv skabe sig deres eget legerum. Erstat den voksen-organiserede leg med børnenes eget anarki og regelsæt. Skab en bred accept af at det er okay at børn slår fingrene og får skrammer i forsøget på at styrke evnen til at lege.
At lege er at leve, og at leve er at få lov til at skabe sig sine egne rammer for legen.
Søren Holmberg er kommunikationsrådgiver for bl.a. politikere og kulturinstitutioner, og blogger på sorenholmberg.wordpress.com. Han har boet i Odense i 3 år og er far til Michael på fire og et halvt.


