Vindue til livskvaliteten

Her til morgen sad jeg i toget på vej fra Vejle til Odense.
Med i toget var, udover en god gammel kollega fra Brandts, også en gruppe (sønder)jyske kvinder som sad i modsatte sædegruppe af mig.
De talte om deres vinduer. Meget kan man jo få tiden til at gå med i et IC3 på vej mod hovedstaden, også vinduer. Men det interessante var her hvordan de anvendte vinduerne som symbol på velstand, og hvorledes at dette udviklede sig til et retorisk battle der i virkeligheden gik ud på at udstille sig som den mest materealistiske i flokken, og følgeligt deraf den med mest livskvalitet.  Samtalen gik nemlig på hvor besværligt det var at pudse hhv. den ene og den andens vinduer, hvor mange der var og følgeligt hvor stor (eller hvor lille) at vinduespudserens regning blev.

Nu vil jeg i detaljer undlade at citere samtalen. Dertil er risikoen for overdrivelse for stor (læs fristende), men hovedargumentet var at man da bestemt ikke som en anstændig kvinde kunne pudse sine egne vinduer. Jeg sad og fik associationer til nogle afsnit af Matador og tænkte på om man i de sydlige yderområder er ved at vende tilbage til tidligere tiders “herskab og tyende” forhold….. eller om man måske aldrig har været væk fra dem.