Dr. Pepper the Pirate

En overskrift som “Gratis Cola til alle” må skaffe opmærksomhed fra sådan en koffein narkoman som mig. Skuffet blev jeg da jeg fandt ud af at “alle” er “alle amerikanere” forudsat at Guns ‘n’ Roses færdiggør deres længe ventede album Chinese Democracy inden kalenderen viser 2009.

Ikke desto mindre er historien interessant fordi den er et klasseeksempel på hvordan en amerikansk virksomhed tilsyndelandende slipper afsted med piratmarkedsføring, ved at bide sig på en kendt sag, og vinde positivt på det.
Alle der har haft en times markedsføring kender Ryanairs “any Publicity is Good Publicity” strategi, men forskellen på den og så Dr. Pepper er netop at man her træder folk over tæerne der kan tåle mosten. Axl Rose har taget sine ture i pressen, kender rumlen omkring sit album/band, og vælger den kloge strategi, nemlig at melde ud at det er da en super fed idé.

Man kan med andre ord sagtens slippe afsted med at piggybacke på kendte personer og deres eskapader (eller i dette tilfælde mangel på samme), hvis man blot vælger det rigtige mobbeoffer.
Kunne man f.eks. forestille sig at 3F giver 1 måneds gratis medlemsskab til alle hvis SF bliver større end S ved næste valg?

Til Jeppe Kofod

Hej Jeppe.

Hvor er jeg ked af at dit parti udsætter dig for så megen smagsdommeri og nypuritanisme. Og hvor er jeg ked af at du vælger at ligge under for det.
Jeg ville bare sådan ønske at når jeg bliver 34, så vil jeg stadig være i stand til at score en pige på 15 hvis jeg vil.
Det ville da være fantastisk at føle sig feteret og tilbedt når man har krydset de 30.
Jeg har en kæreste på 37, og hun siger hun værdsætter meget at en “ung” mand som jeg syntes hun er fantastisk og dejlig.

Selvom vi ikke står det samme sted politisk håber jeg at du får dine ordførerskaber igen. Du har ikke fortjent at miste dem fordi du er en flot, charmerende, nydelig mand på 34.

Og til alle jer fra DSU som forsøger at score billig presse på at Jeppe blev scoret af den unge pige: SKAM JER! Skab politisk indhold og reel debat. Lad være med at lukrere på jeres egnes ulykke.

Vindue til livskvaliteten

Her til morgen sad jeg i toget på vej fra Vejle til Odense.
Med i toget var, udover en god gammel kollega fra Brandts, også en gruppe (sønder)jyske kvinder som sad i modsatte sædegruppe af mig.
De talte om deres vinduer. Meget kan man jo få tiden til at gå med i et IC3 på vej mod hovedstaden, også vinduer. Men det interessante var her hvordan de anvendte vinduerne som symbol på velstand, og hvorledes at dette udviklede sig til et retorisk battle der i virkeligheden gik ud på at udstille sig som den mest materealistiske i flokken, og følgeligt deraf den med mest livskvalitet.  Samtalen gik nemlig på hvor besværligt det var at pudse hhv. den ene og den andens vinduer, hvor mange der var og følgeligt hvor stor (eller hvor lille) at vinduespudserens regning blev.

Nu vil jeg i detaljer undlade at citere samtalen. Dertil er risikoen for overdrivelse for stor (læs fristende), men hovedargumentet var at man da bestemt ikke som en anstændig kvinde kunne pudse sine egne vinduer. Jeg sad og fik associationer til nogle afsnit af Matador og tænkte på om man i de sydlige yderområder er ved at vende tilbage til tidligere tiders “herskab og tyende” forhold….. eller om man måske aldrig har været væk fra dem.

Postens platte undvigemanøvre.

For s**** hvor er jeg sur.

Baggrund:

Jeg er så træt af reklamer. Jeg gider ikke have dem i min postkasse. Så jeg vil være en af de der mavesure ligusterfascister (uden liguster) der har et “Nej tak” skilt på postkassen.

Årsag:
Hvorfor kan det lade sig gøre at bestille en postboks, bestille tidlig levering, købe frimærker, designe postkort m.v. når man IKKE via nettet kan bestille et “Nej tak” skilt.

I al beskedenhed syntes jeg at det er problematisk at den mest beskedne service, nemlig at modtage oplysninger om adresse og så ellers sende et skilt med posten, ikke kan ordnes via nettet. Jeg kan jo se at Post Danmark kommer i min postkasse hver dag, og at de er i stand til at modtage bestillinger på andre ting på nettet. Problemet er at det lugter af tvang. Ligesom når jeg på Netmusik.dk skal bruge Microsoft Windows for at må låne deres musik, eller på Sputnik skal betale for at få adgang til indhold jeg allerede har betalt for via licensen.
Jeg kan ikke slippe tanken om der er tale om en undvigemanøvre fordi man fra Post Danmarks side helst ikke ser at alt for mange får de der “Nej Tak” skilte. Det skader jo deres distributionsforretning, og i en tid hvor deres kerneprodukt, nemlig at bringe breve ud, er under et alvorligt pres fra elektronisk kommunikation, er det ikke svært at få den tanke at de satser heftigt på at få skabt sig en ny kerneforretning.

Men det skal ikke stoppe mig. Nu sender jeg dette blogindlæg til Post Danmark og så går jeg på posthuset og får ordnet det “Nej Tak” skilt. Og så husker jeg lige om de har et hvor der står: “Nej tak til tvang.”