Det åbne liv
mandag 11. februar, 2008 af Søren Holmberg
I rækken af foredrag jeg har holdt om Second Life og virtuelle universer har et gennemgående spørgsmål været om Second Life overhovedet havde en fremtid og en berettigelse.
Svaret har altid været et rungende: Både og.
Jeg har peget på 3 mulige scenarier for at Second Life kunne overleve:
1. De bliver købt (af Google)
Pointen her var at kun et selskab med massiv kapital og en i forvejen gigantisk (loyal) brugerskare vil kunne udbrede Second Life til at blive den kommercielle succes som det ville have brug for, for at kunne være et relevant medie i fremtiden.
2. De går open source
Linden Labs kunne også vælge at lade teknologien, helt ind til mindste kerne blive open source. På den måde vil alt og alle kunne udvikle på universet som så vil kunne sprede sig og blive en succes. Det ville dog efter alt at dømme være det samme som at sige farvel til en række lukrative indtægtskilder for Linden Labs.
3. De bliver overhalet indenom (af nørderne)
Nerd power lyder ikke særlig helte agtigt, men man skal ikke undervurdere kraften af mange specialister der, enten af interesse for programmering, eller i fanatisk had mod store IT selskaber, skaber open source platforme. OpenOffice er i dag er mere end hæderligt alternativ til de stinkende dyre Microsoft pendanter. MediaPortal har igennem nogle år nu, været fast inventar i min stue i stedet for Microsofts Mediacenter eller Apples Front Row. Altsammen fordi de bare har flere muligheder til en absolut konkurrencedygtig pris, 0.- incl. moms.
Noget kunne tyde på at der er flere forskellige initiativer i gang der kan overhale Linden Labs inden om. Senest er jeg stødt på denne som jeg vurderer til at være den mest direkte konkurrent: OpenLife.
Nårh ja.. Og så svaret på spørgsmålet: Second Life overlever, som teknologi og tanke, men formentlig ikke som medie og som det produkt det er nu.


