Uvidenmennesket
onsdag 19. december, 2007
Forleden bloggede überbossen på DamstedBerg om at medierne alvorligt skal til at tænke på at ramme brugerne hvor end de befinder sig.
Scenariet var et fly på vej til Norge hvor hans sidemand havde en MetroXpress, han selv en bog, og alligevel følte ingen sig klemt. Den var ikke gået med broadsheet aviser. Pointen i hans indlæg er at det er distributionsformen der afgør om et medie overlever.
Men der er et andet perspektiv i at mange medier ændrer distributionsform. Nemlig hvordan brugen af medier vil udvikle sig, og hvilke mennesker der vil forbruge medier i fremtiden. Den normale tese er at jo flere platforme medierne er til stede på, jo flere vil bruge dem. Jo mere diversificeret distribution, jo mere forbrug.
Holder det?
For snart mange år siden som handelsskole student skrev jeg en rapport om de nye medier. Det var vel og mærke før YouTube, SecondLife og Facebook. De første smartphones havde lige ramt markedet og jeg var så heldig at have vundet sådan en. Det fik mine øjne op for en ny verden af distributionsformer, men også for den øgede konkurrence fra alt muligt andet end nyhedsformidling.
Virkeligheden er at mens medierne bliver tilgængelige på flere og flere platforme, ja så gør alle mulige andre ting også. Spil, YouTube videoer, sociale netværk og sågar spillefilm rykker lystigt ind på de små håndholdte og vil uden tvivl være en reel konkurrent til medierne når tiden i flyet til Norge skal slås ihjel.
Jeg tror desværre ikke på at nye distributionsformer er mediernes redning alene. Når også spil og underholdningsindustrien distribuerer på nye måder vil det bidrage til en fragmentering af mennesker generelt. Dybest set tror jeg at vi vil kunne finde mennesker som kun forbruger medier og ikke spil, lad os kalde dem videnmennesket. Men jeg tror også at vi vil kunne finde en hel del mennesker som kun spiller spil/ser film og aldrig bruger medier. Dem døber jeg uvidenmennesket.
Den fragmentering kan være med til at skabe det nye århundredes underklasse: Dem som, fordi udbuddet er blevet så valgfrit at man altid kan zappe over på Top Model i stedet for Deadline og spille et mobilspil i stedet for at læse JP2, aldrig får noget reelt input om verdenen omkring dem. En ny underklasse som dybest set ikke er i stand til at sætte et kryds når der er folkeafstemning, og måske netop derfor lader være.
Jeg kan være alvorligt bange for at disse uvidenmennesker vil være nært beslægtet med, hvis ikke en del af, den gruppe vi allerede i dag betragter som socialt udsatte. For dem er spil og underholdning en flugt fra den kaotiske situation de allerede er i og dette vil kun yderligere forstærkes når spil og underholdning finder flere distributionsformer.
Den diversificerede distribution vil altså hverken redde medierne eller samfundet. Snarere tvært imod. Medierne vil stadig være nødsaget til at tænke i at formidle deres indhold helt anderledes. Ikke blot distribuere anderledes.
Bare rolig… vi skal nok overleve allesammen – medier såvel som (u)videnmennesker. Men vogt dig for den sociale inddeling, du foretager ud fra alt for unuanceret stof – den minder væmmeligt meget om en slags over- og undermennesketeori, der som regel fostres af folk, som i virkeligheden kender ret lidt til mennesket.
Jeg er ikke enig i at det er en over/undermenneske teori. Jeg siger ikke at dem som ved, ved bedre. Det jeg påpeger er at det kan være svært at navigere i samfundet og f.eks. være i stand til at have en holdning til demokratiet hvis man aldrig beskæftiger sig med nyheder.
Se øvrige kommentarer bl.a. af Peter Hovmand her:
http://www.kommunikationsforum.dk/Soeren-Holmberg/blog/uvidenmennesket-2
Jeg tror faktisk du har ret, Søren.
“The digital divide” er ikke bare noget der deler de, der bruger elektroniske medier og de, der ikke gør. Jeg tænker at delingen også viser sig mellem hvordan medierne faktisk anvendes – forsimplet konsum eller web 2.0 interaktion.
I virkeligheden er det her jo en gammel historie. Jeg fornemmer at jeg er ikke så lidt ældre end dig – og da jeg gik i gymnasiet sidst i halvfjerdserne talte vi meget om en elaboreret sprogkode versus en restringveret sprogkode. Sprogkoden var på en gang lakmusprøven på hvilken socialgruppe man tilhørte og det værktøj man havde for at kunne begribe verdens kompleksitet. Det vat i hvert fald teorien.
Altså, et begrænset sprog giver dig et begrænset verdensbillede og et udviklet sprog giver dig et nuanceret verdensbillede.
Mon det er den tankegang du viderefører? Vi taler vist ikke så meget om socialgrupper længere, men måske burde vi. Folkeoplysning er vel ikke noget der kun hører Grundtvig og højskolebevægelsen til?
Problemer er lidt at det er blevet tabu at tale om sociale grupper og at man bliver beskyldt for at dele folk ind i over og undermennesker, jvf. Marias blogindlæg ovenfor.
Jeg er enig i at man burde anderkende at der er forskel på fisk og i særdeleshed på folks interesser. Først når man anderkender at vi ikke alle er ens vil man være i stand til at stille alle de væsentlige spørgsmål omkring hvordan man kan få bragt nyheder ind i hovedet på folk der ikke af sig selv er opsøgende nyhedsforbrugere. Det er egentlig en meget interessant tanke at der jo er en deling mere, nemlig mellem konsum og interaktion. Jeg vil dog sige det sådan at det er knapt så graverende at man ikke deltager i at skabe nyhedsstrømmen som at man slet ikke opfanger nyhedsstrømmen.
Jeg spiller musik. Ikke på computeren kun, men på instrumenter.
At spille selv har en meget, meget stor virkning på, hvordan jeg hører musik spillet af andre. Jeg er ganske enkelt opmærksom på detaljer, vidende om effekter og metoder plus kritisk til det pinlige.
Sådan tror jeg også det forholder sig med sproganvendelse og medier.
Derfor lavede jeg destinktionen mellem konsum og interaktion. Efter min erfaring øger interaktion også konsumen – vel at mærke kritisk og selektiv konsum.
Bortset fra det, har du selvfølgelig ret i, at det ville være værre hvis man slet ikke tilegnede sig nyheder.
Jeg finder det problematisk, at du, Søren, benytter udtrykket ” at bringe nyheder ind i hovedet på folk” – persoligt skal jeg i hvert fald ikke ha´ bragt nogle nyheder ind i mit hoved af andre end mig selv!
Jeg vil selv vælge, men jeg vil ikke af den grund kategoriseres som et “uvidenmenneske” eller det, der er værre. Jeg savner en accept af, at ikke alle er nyheds-hungrende… men derfor alligevel godt kan være begavede og velfungerende mennesker.
Jamen, for det første er det mediernes opgave at bringe nyheder ind i hovedet på folk. Det er i bund og grund det de lever af. Så de bringer nyheder i hovedet på folk på samme måde som alle mulige andre indtryk du får serveret dagen igennem.
Der er jo ikke tale om at alle skal lide af nyheds hunger slet ikke. Jeg taler om mennesker der permanent ville vælge underholdning fremfor nyheder. Jeg siger ikke at disse mennesker ikke er begavede. Jeg siger at det kan blive et problem for dem at træffe væsentlige beslutninger i forhold til deres omverden. Mest af alt fordi omverdenen bliver mere kompleks.
Hvis man sammenligner med middelalderen kunne man jo sagtens leve et helt liv uden at kunne læse. Det ville man næppe kunne i dag. Verden er blevet mere kompleks. Det bliver også sværere og sværere at klare sig uden et vidst mål af edb kundskab. På samme måde forholder det sig hvis man skal tage beslutninger i forhold til omverdenen. Hvis ikke man forstår den bliver det vanskeligt at beslutte sig for noget, og derfor har man brug for nyheder og information om verdens gang og sammenhæng.
For at konkludere: Det permanent at vælge nyheder fra er ikke det samme som at være mindre intelligent, men det er muligvis et problem i forhold til hvor velfungerende man vil være i nogle situationer, især i interaktion med andre.
Hej Sren,
Allerførst – tak for linket.
Det ærgrer mig lidt at jeg ikke bedre formidler mit egentlige budskab i min klumme. Det er nemlig at det IKKE bliver distrbutionen – ej heller at udkomme på såkaldt “nye medier”, der redder de gamle medier. Redningen må blive at være tilstede, når og der hvor behovet er.
For nu (i bedste dårlige stil) at citere mig selv: “Læresætningen er: For gamle massemedier er distributionen konge – for modtagerne er situationen konge”.
Eksemplet med avisernes tabloidangst bruger jeg bare som eksempel på hvordan et medies selvopfattelse kan stå i mellem mediet og de potentielle brugere.
Grundlæggende tror jeg meget på det enkelte menneske og dets underliggende interesse i et godt liv. Og efter at have tilbragt en del år i nyhedsproducerende virksomheder, er jeg ikke så sikker på at nyheder gør folk lykkeligere – endsige klogere. Den allerførste klumme jeg nogensinde skrev, i 1997 til Audiovisuelle Medier, handlede om den afsmitning Watergate-historien fik på journalistikken. Og min daværende chef havde den til gennemsyn inden tryk -og bad mindeligt om jeg ikke skrev hvor jeg arbejdede. Og det kan jeg godt forstå.
For hvor journalistikken sejrede som fjerde statsmagt, blev den også inficeret af en djævel som man skal passe på. Nemlig det daglige ønske om at levere den kioskbasker, der ender alle kioskbaskere. Og det kan være svært at balancere kadence med nuance i en moderne nyhedsproduktion, der kræver Jesustyperne frem så ofte som muligt.
Men for nu at vende tilbage til min (desværre skjulte) pointe: Mediehuse bygger man for aktionærernes skyld -ikke brugerne. De er properitære i deres grundtanke og derfor selvudsluttende i en tid, hvor menneskers mediebrug er meget fragmenteret. Og derfor skal man hellere møde brugerne, der hvor de er. Og dermed mener jeg ikke intellektuelt. For jeg kan sagtens bladre i Se og Hør og se DR 2 samme dag -uden at kløjs i nogen af dem.
Jeg syntes da ikke din pointe var skjult Patrick? Det var da åbenlyst nok.
Hvorom altting er så skal de nye medier jo distribueres derhen “hvor forbrugerne er” så når jeg taler distribution er det meget bogstaveligt ment. At putte noget på en server er også distribution. Processen med at gøre det muligt at nyhederne kan læses på en mobil er også distribution. Og om det så foregår fra et mediehus eller noget helt andet er i min sammenhæng lidt ligemeget.
Det som betyder noget er om brugerne i sidste ende vælger medier overhovedet. Uanset om det er Se og Ho..undskyld Hør eller DR2. For uanset om medierne er til stede eller ej gør de ikke nogen gavn hvis brugerne vælger dem fra.
Og mit store centrale spørgsmål er:
- Er der mon ikke nogen som konsekvent ikke føler de har “brug for” medier.
Skellet mellem de vidende og de uvidende er der allerede i dag. Om medieudviklingen i sig selv øger det skel, tvivler jeg på. Også i “gamle dage” var der folk, der ikke læste aviser, så nyheder i fjernsynet eller gik til politiske møder i forsamlingshuset. Folk, som hellere ville have underholdning end information. I dag har de folk nemmere og billigere adgang til information – via nettet – end de havde før.
Vi skal ramme folk, hvor de er … Hvis de er i “spilleland” … ja så må vi lave et spil, der formilder vigtig viden om forholdene i Uganda, hvis det fx er vores ærinde.
Det er klart en udfordring for både informatører og annoncører, at folk i dag er langt sværere at “nå” end i de gamle dage, hvor det danske mediebillede kun var præget af én tv-kanal og tre store morgenaviser. I dag er forbrugerne “overalt og ingen steder” på én gang.
Omvendt er der helt anderledes mulighed for at “ramme plet” med kommunikation, der går lige i hjertet på den enkelte. Men det kræver endnu mere af indholdet end nogensinde.
Her må vi bryde forudsigeligheden. Tænke anderledes. Gøre vores indhold relevant. Vi er pisket til det.
Jeg kan godt lide det sidste med at gøre indholdet relevant. Det er jo lige noget for sådan en “indhold over form” mand som jeg.
Nemlig.
I gamle dage sagde Bill Bernbach: “If your advertising doesn’t get noticed, everything else is academic”.
I dag må vi alle konstatere, hvad enten vi arbejder med journalistik, reklame eller anden for form formidling:
“If your content doesn’t get chosen, everything else is academic”.
Content is king! (Men de næste par dage er det julemanden, der styrer – glædelig jul, Søren)
Først vil jeg sige, at jeg synes det er en spændende artikel. Mest fordi jeg har mødt et af disse såkaldte undermennesker. Han vidste vitterligt ikke hvad der foregik i verden. Spørgsmålet er dog om han overhovedet vidste noget. Jeg blev i al fald mildest talt chokeret.
Men nu disse mennesker, uvidenmennesker. Det ville være smart at sætte dem ind i Minervamodellen når man taler marketingsmuligheder. Spørgsmålet er hvilken gruppe og mener du at det er muligt med den nuværende Minervamodel eller skal der en ny segmentering til, designet til uvidenmennesket?
Hej Karsten.
Jamen selvfølgelig.
Hmm.. Jeg er ikke tilhænger af Minerva modellen på den lange bane. Mange hæger om den som kronjuvelerne. Primært i mangel af bedre måde at inddele folk på.
Jeg tror det kommer ned til to grundholdninger:
- Tror man på at globaliseringen (og de nye kommunikationsformers allestedsnærvær) får folk til at søge interessefællesskaber på tværs af nationer, så tror jeg at der skal en helt ny model til for at segmentere folk.
- Tror man derimod som Henrik Dahl selv argumenterer lidt for, at globaliseringen får folk til at søge mere nærvær(d) i det lokale, ja så duer modellen nok stadigvæk.
Men hvis vi skal lave nogle fremtidige segmenteringer, så tror jeg netop at viden/uvidenmennesket bliver en af segmenteringerne. Og jeg er ret sikker på, som jeg også skriver, at uvidenmennesket vil være bundet op på en række sociale karakteristika. Om man så bliver uvidenmenneske af social arv eller dårlige livsvalg overlader jeg til andre at vurdere. Jeg er dog enig med Henrik Dahl i at det bliver sværere og sværere at indkassere sin sociale arv, og det understøtter lidt min tanke om at vi nok i virkeligheden bevæger os mod et samfund hvor valgfriheden på nyheds/videnfronten for nogle mennesker slet og ret vil betyde “retten til altid at vælge fra”.
For at svare konkret:
Hvis du har læst kommentarsporet til artiklen vil du bemærke at når man taler marketing og muligheder for formidling til folk der måske er “uvidenmennesker” så er der enighed blandt kommentatorerne om at fremtiden ikke er helt sort. Det gælder om at lege budskaberne ind. Hvis folk kun spiller computerspil eller hører musik er det der budskaberne skal ind. Det stiller os dog i et stort dilemma i forhold til vores hidtidige politik omkring skjulte budskaber. Jeg tror nemlig at vi slet og ret kommer til at revidere vores syn på hvad “skjulte budskaber” er hvis vi skal bevare en sporadisk chance for at alle modtager en eller anden form for nyhedsbudskaber.
Jeg havde en lærer på universitetet der forskede i nyheder på tv. Han fandt ud af flere ting – blandt andet at der fandtes nogle “supertemaer” – faktisk ganske få, som de fleste rubricerede nyhederne i. Han fandt også ud af, at de mennesker han interviewede om nyhederne ret ofte fik noget helt andet ud af nyhederne end det der havde været meningen fra nyhedsproducenternes side. Der var MEGET vide rammer for fortolkning.
Nu vil jeg fortolke så frit, at der var mennesker som simpelthen IKKE FORSTOD hvad nyhederne handlede om. De så nyheder fordi de troede at de var velorienterede, men de forstod ingenting.
Jeg tror ikke der sker nogen som helst skade på videnniveauet, hvis de mennesker vælger at leve med underholdning – frem for at være fejlagtigt orienterede.
Det kan lyde arrogant – at sige de ikke er modtagelige for nyhedernes fornuft. Men det er lige så arrogant, at prøve at tvinge nyheder ned i halsen på disse mennsker.
Så lad dem da få underholdningsshows.
[...] i princippet ikke noget i vejen med at være glad for lokalområdet og man behøver ikke være et uvidenmenneske, blot fordi man foretrækker de regionale nyheder fremfor de [...]