ARoS vil have unge ambassadører

I dag faldt jeg lige over at ARoS har fået en idé som i vid udstrækning finder anvendelse i diskoteksverdenen. Nemlig at anvende en ambassadører som både kan give noget væsentlig feedback indadtil i huset, men også noget vigtig markedsføring udadtil hvor de unge færdes.
Da jeg selv som ansat i Crazy Daisy kæden og senere som Marketingchef for Cityarkaden gjorde det samme vil jeg på ingen måde fraråde nogen kulturinstitution at have ambassadører blandt de unge. Men det er forbundet med en række komplikationer som man bør være opmærksom på:

1. Man ansætter folk der allerede er ambassadører:
   Dem der søger sådan en stilling vil typisk være folk der allerede kender huset godt. De har fundet stillingen på ens hjemmeside og har allerede et naturligt interessefelt der ligger inden for det som huset præsenterer. Fordelen er et allerede indgående kendskab men ulempen er at institutionen her løber ind i en person der er mere interesseret i at komme tæt på huset end i at sprede budskabet. Man skal i ansættelsesprocessen sikre sig at vedkommende besidder de fornødne kommunikative evner og at vedkommende ikke bare er en fan men også en der kan sprede budskabet.
2. Nørden vs. blondinen
   Det er næppe nødvendigt at understrege men begge ovennævnte personligheder kan gøre enorm skade for virksomhedens image. Nørden, i ARoS tilfæde kunst-nørden vil svulme op verbalt af at blive tildelt en rolle som ambassadør og gøre alt for at markere sig som et vidende og måske endda bedrevidende væsen overfor sin omgangskreds. Blondinen er derimod “in it for the fame” og vil dermed ikke vide noget som helst om nogen ting, blot ønske sig den anderkendelse der måtte følge med. Begge personager har en evne til at søge mod netop ambassadørstillinger
3. Engagementet daler
   Det er altid spændende at prøve noget nyt. Men når det er noget der skal foregå i frivillighedens navn ja så har mange en tendens til at svigte så snart det ikke føles frivilligt mere. Det gælder også selvom man lokker med giveaways eller andre fordele. Selv med en lille løn kan det være svært at tiltrække de unge. Derfor skal man som institution overveje en fastholdelsesstrategi. For rollen som ambassadør duer ikke hvis der er for stor udskiftning. Så falder værdien af selve rollen og samtidig med mister huset troværdighed. Folk vil spørge sig selv: Hvorfor falder ambassadørerne fra? Er det ikke spændende nok? Er det et dårligt projekt?

Jeg vil gerne ønske ARoS alt mulig held og lykke med projektet. Jeg håber det kan være med til at vække genklang hos de unge. Alt andet lige er det et skridt på vejen imod at skabe den heartshare som er så vigtig for at kulturinstitutioner kan overleve.