Museernes markedsføringsmæssige misk-mask

Igår var jeg ude at holde den første inspirationsdag. Det var for Grindsted Vorbasse Museum og det gik rigtig godt. Det virkede til de havde glæde af det.

Snakken faldt på et tidspunkt på hvorfor de, flere museer, var gået sammen om én hjemmeside. Begrundelsen var at man fra Kulturministeriet var blevet bedt om at lægge sig sammen i større enheder hvis man ville have flere penge.

Den har jeg hørt før. Brandts min tidl. arbejdsplads er et resultat af netop sådan et samarbejde. Men hvor det er nødvendigt at sammenlægge for at spare administrative ressourcer, er det værd at spørge sig selv om det er relevant at markedsføre sig sammen.

Skole/skrækeksemplet er Vestfyns Museer. Her har man lagt sig sammen administrativt, men også markedsføringsmæssigt. Med én fælles website hvor man markedsfører museerne overfor alle målgrupper. Ingen af museerne har noget til fælles udover at ligge på vestfyn og ingen af museerne har i og for sig nogen gavn af at markedsføre sig på en ensartet måde. Tilmed har et enkelt af museerne, nemlig Toldbodhus, sin egen hjemmeside, udover den fælles, hvilket bidrager yderligere til forvirringen.

I de fleste andre sammenhænge er det logik; Hvis du har to forskellige produkter så markedsfører du dem forskelligt. Bondegårdsmuseer og maritime museer går lige så dårligt i spænd markedsføringsmæssigt som hygiejnebind og legoklodser.
Men det mener museerne åbenbart ikke. Hvorfor ikke? Fordi markedsføringen primært laves af historikere. Museumsfagligt personale uden markedsføring som kernekompetence. Folk der ser historien som bindeled og interesse for historie som den drivende interesse for at besøge et museum.

Det er bare ikke tilfældet for langt de fleste almindelige mennesker. De har ikke fokus på historie som helhed, men på en specifik del af historien, med mindre de, som jeg tror gælder for de fleste museumsgæster, blot er på ferie og ønsker adspredelse.
Afgørelsen om at markedsføre sig sammen er med andre ord fatal, fordi man mister mulighederne for segmentering og særkende som er så ekstremt vigtigt, når man som enkelt musum beskæftiger sig med en lille niche af historien.

For at kunne overleve i en verden hvor folks interesser bliver mere og mere fragmenterede og uforudsigelige er det strengt nødvendigt at museerne bevarer deres særkende, helt ned på individuelt museumsniveau. Fælles websites, fælles markedsføring med mere vil ikke give mening, med mindre man er fysisk beliggende på samme adresse.