Tidligt på morgenen blev det offentliggjort at Per Mikael Jensen forlader Tv2 for at vende tilbage til Metro International.
Officielt fordi han fik et tilbud han havde svært ved at takke nej til.
Jeg tror han i stigende grad havde brug for et tilbud han ikke kunne takke nej til.
Den agressive vækststrategi som Per Mikael Jensen lagde for Tv2 har været dyr. Ikke kun i kroner og ører, for det skulle koncernen såmænd nok klare, men i højere grad på grund af alle de drivende kræfter der har forladt Tv2. (Ingen nævnt, ingen glemt)
Og ikke mindst også fordi danskerne har vist sig ikke at tage de mange nye tiltag til sig.
Tv2News har enormt svært ved at slå igennem i antenneforeningspakkerne. Det kan næppe komme som en overraskelse da flertallet af dem der bestemmer i antenneforeningerne er ældre mennesker som nok næppe holder til det meget amerikaniserede tempo som nyhederne på News bliver leveret i.
Samtidig lider dette, og andre Tv2 tiltag af at man ikke slipper for reklamerne selvom man betaler ekstra for at se kanalen på eksempelvis Sputnik eller sin mobiltelefon. Det gør at man i stigende grad vælger DR Update fremfor News. Kvaliteten i selve nyhedsindholdet er ikke væsentlig forskellig.
Så er der Tv2Radio. Som død og kridte skulle mases i gang med jeg ved ikke hvor mange kändisser på lønningslisten, til trods for at de fleste af dem ikke egner sig vildt godt i radioen, og til trods for at man har set at de andre nye landsdækkende stationer har prøvet det, uden held.
Konsekvenserne ses nu. Tv2Radios lyttertal er i frit fald og stationen har også selv meldt ud at de er på herrens mark mht. hvad de skal gribe til for at få folk til at lytte med.
Det kan undre at man ikke er villig til at vise mere innovation når man skal forestille at være Danmarks førende mediehus.
Tanken om at PMJ har presset så hårdt på for at få stationen op at stå, at der ikke har været tid til innovation, er mere end almindeligt nærliggende.
Senest er Tv2Sport blevet lanceret. Men hvorfor? Viasat vælter sig i sportskanaler, og sport er et nichesegment, trods alt, hvor man skal have ufatteligt mange penge med for at få rettigheder til noget der kan trække de loyale fans. Jeg hørte Michael Dyrby udtale at fordi Tv2 er et mediehus skal de være på alle platforme. Det er muligvis rigtigt, men jeg mener ikke at de skal satse på at dække ALT.
Samlet set mener jeg at konsekvenserne af den forhastede vækststrategi ligger lige om hjørnet. Jeg tolker Per Mikael Jensens tidlige afgang som at han har set skriften på væggen, og vælger at forlade den skude han selv var med til at sænke, inden han får pletter på sit renomé.

