Virtuel kunstfaglighed
søndag 11. marts, 2007 af Søren Holmberg
I weekendens udgave af Jyllands Posten kan man læse denne artikel af Tom Hermansen. Han tager et kig på vores virtuelle udstillingsrum Brandts Secondlife.
Lektor i museologi på Aarhus Universitet mag.art. Ane Hejlskov Larsen og Morten Søndergaard, inspektør ved Museet for Samtidskunst i Roskilde, påpeger i artiklen at man er bange for Brandts ikke har forberedt sig grundigt inden vi udvidede med et virtuelt udstillingsrum.
Jeg vil i den forbindelse gerne fortælle om de kritierier som vi opererer med for Brandts Secondlife for at sørge for en kunstfaglighed der er fuldt på højde med den i vores virkelige udstillinger.
- Kunstnere der optræder i Brandts Secondlife skal være kunstnere vi vil være villige til også at udstille på Brandts i Odense.
- Udstillingerne skal gennemføres og kurateres af vores respektive inspektører således at vi sikre den høje kvalitet som har gjort Brandts til et kulturfyrtårn.
- Alle udstillinger gennemgår ens proces i huset, uanset om der er tale om virtuelle eller fysiske udstillinger. Virtuelle udstillinger er ikke venstrehåndsarbejde eller “b-udstillinger.”
- PR/marketing bidrager til udstillingerne udelukkende med teknisk ekspertise samt virtuelle håndværkertimer. Kunstfaglige beslutninger tages udelukkende af Brandts inspektører og kuratorer.
- Ledelsen på Brandts er til enhver tid også øverste myndighed for Brandts Secondlife.
Morten Søndergaard påpeger at han ville foretrække at lade kunstnere arbejde i Second Life for at se hvorledes de udnyttede mulighederne i dette virtuelle univers. Jeg vil gerne understrege at det er også hvad jeg foretrækker. Alene det at vi i vores første rigtige udstillinger har fået lov at opføre Jesper Rasmussens New Steps skulptur vidner om at vi er villige til at prøve de mange nye virtuelle muligheder af.
Ane Hjelskov Larsen taler om at hun har svært ved at identificere sig med avatarene i Second Life, og at hun som kunstfaglig muligvis ikke er i målgruppen for Brandts Secondlife. Det er mit store håb at også kunstfaglige med tiden vil turde se på Second Life og andre virtuelle universer som mere end bare et gimmick, men jeg er også klar over at Brandts Secondlife muligvis på grund af sin placering tiltrækker flest unge mennesker. Det bekymrer mig dog ikke, tværtimod. Hele formålet med at lave virtuelle tiltag er at vise kunst for et publikum som måske er tøvende overfor at sætte deres ben i en fysisk kunsthal. Og det kan vi sagtens gøre uden at gå på kompromis med kunstfagligheden.



Læs også gerne Hans Kruses blogindlæg; http://hanskruse.blogspot.com/2007/03/under-overskriften-p-museum-i.html
Da jeg er i følge Søren Holmbergs kommentare, til Brandt nye tiltag, må ligge i mål gruppen. Tænke jeg at jeg også hellere måtte give min mening til kende.
Jeg er 22 år og er dagligt på nettet. Jeg er selv kreativt anlagt, men er også desvære en af dem der har fortravlt til, at nå alle de udstillinger jeg gerne ville. Så er netop dette tiltag den perfekte mulighed for mig, for at kunne gå på brandts lige så tit jeg vil. Fed idé… For vi ved jo at cyberspace er kommet for, at blive. Så hvorfor ikke bare springe ud i det. Og så er jeg da faktisk også overbevist om, at det vil inspirere nogle til, at besøge det virkelige brandts. Har ikke andet at sige end glæder mig til andre følger trop.
Godt gået!!!