Generation netværk og fremtiden.

lørdag 10. marts, 2007

Jeg har sagt det ved flere lejligheder. At brugerskabt materiale i stigende grad finder vej til de etablerede medier. Der er stort set ikke den gratisavis der ikke tilbyder en gratis blog og trykker et udvalg af disse i deres aviser. Senest har så TV2News sat sig for at anvende brugerskabt indhold, i forbindelse med urolighederne på Nørrebro. Tager man en surfer på YouTube og søger på ungdomshuset, findes der et utal af historier fortalt i levende billeder, både for og imod de unges sag.

For snart 4 år siden skrev jeg en rapport om nye medier. I den pegede jeg på at man i stigende grad ville kunne se nyheder redigeret direkte i marken, udenom redaktørens skrivebord. -Hvorfor er det at det sker? -Og hvad betyder det for virksomhederne?

Den første væsentlige årsag påpeges bl.a. i Cifs nyeste nummer af FremtidsOrientering 1/07. Her taler man om at de første årgange der er vokset op med nye medier nu for alvor er ved at ramme arbejdsmarkedet. Denne generation, som jeg selv er den del af, tager et opgør med den overfladiske interesse for samfundet som individualisterne der ramte arbejdsmarkedet i løbet af 80erne og 90erne stod for. Igennem disse to årtier handlede nyhederne ikke om indholdet men om sensationen. Generation netværk eller generation net som vi også bliver kaldt, har en anden interesse. Fordi vi er flasket op med i stor stil at kunne få nyheder og informationer serveret præcis som det passer os er vi i højere grad engagerede i at nyhederne har et indhold og en værdi der flytter noget for os.

Hvad betyder det så for (medie)virksomhederne? Det betyder at de budskaber der leveres skal være troværdige og målrettede mod modtageren. Dette er iøvrigt den største fortaler for at man om få år ikke ser tv som vi gør idag. Det handler dog ikke, som mange frygter, om at generation netværk kun vil høre nyheder i en vinkel som vi kan bifalde. Tvært imod er generation netværk villige til, modsat individualisterne at tage en debat om værdier, mål og midler med samfundet. Vi blogger, laver Flickers, lægger videoer på YouTube om vores holdninger og vi inviterer hele verden til at anfægte disse holdninger. Ikke for at kunne slå andre i hovedet men fordi vi føler det er værdifuldt at debattere.

Forleden var jeg til et foredrag med Robert Clemmesen fra Syddansk Universitet. Han fortalte at vores samfund i stigende grad vil bestå af “øer/ghettoer” af ligesindede. Cifs påpeger også dette, omend i en noget mere dyster version end hans. Generation netværk ser nemlig grupperinger som netværk fremfor ideologiske fællesskaber. Det betyder at vi i stigende grad er uforpligtede overfor de grupper vi indgår i. Det betyder også for virksomhederne at grupper bliver meget sværere at segmentere og analysere i fremtiden. Vi vil hoppe ind og ud af dem efter forgodtbefindende og det vil gøre grupper til noget organisk og dynamisk som ikke umiddelbart lader sig analysere. Derfor er det vigtigt for virksomheder, institutioner og andre der vil i kontakt med almenvældet allerede nu at sadle om til brugerdrevet innovation. Ikke kun som TV2News og gratisaviserne gør, men ved at lade sin produktudvikling foregå på en sådan måde at slutbrugerne, generation netværk, bliver en væsentlig del af den skabende kraft.

Læg en kommentar