Jordbær smager sødt, men smagen forsvinder hurtigt

Strawberry Blonde – Pre release party – Dexters Jazzhus

Det er længe siden jeg har kulturblogget og anmeldt noget. Jeg har faktisk aldrig anmeldt en koncert. Det er ingen hemmlighed at jeg elsker små nichekoncerter, og blandt dem jeg burde have anmeldt positivt kan jeg fremhæve Sismofoni. Min baggrund for at anmelde den slags er selvfølgelig min fortid som radiovært og koncertbooker.

I en del år har der eksistereret et band på Fyn kaldet Strawberry Blonde. I mine unge dage mener jeg at kunne huske jeg har interviewet dem til ungdomsfjernsyn. I aftes holdt de så pre-release fest på deres nye album Glorious. De rødblonde piger har i en del år huseret den fynske musikscene med deres singer/songwriter taltenter. Talentet er uomtvisteligt. De to piger har igennem en del år bevist deres sans for at skrue gedine bløde sange sammen.
Men så stopper festen også.

Hvis man skal tro aftenens koncert, som blev opført på Jazzhus Dexter, så er der mere melankoli og “åh hvor er livet hårdt” i vente på pladen, og det holder ganske enkelt ikke når man har hørt jordbærblondinernes forregåede udgivelser der alle uden undtagelse falder i samme genre.

Det bliver desværre så trist at koncerten på Jazzhus Dexter forstyrres af folk der udvandrer og kun understøttes af folk der lidt småmlankolsk “klapper når pianisten spiller en jingle” som pigerne selv udtykker det.

Kære piger. – Jeg kan faktisk godt lide jer. I er meget sympatiske. Men lav nu et album hvor I viser hvad I virkelig kan, og hvis I har vist hvad I kan med dette album. – Så lad venligst være med at lave flere.
Og vær nu søde at tage mig op på udfordringen.

En Bornholmer der slår hvor andre værger for sig

Jarl Cordua Nielsen
(40 år – idag)

Jeg er sikker på at dagens fødselar bliver potrætteret i aviserne. Men det er ikke her at Jarl Cordua hører hjemme. Han har nemlig på flere måder formået at gøre ting som dagbladende ikke kan eller vil via sin blog. -Derfor fortjener han også et portræt af en blogger, på en blog.

Jarl Cordua er født i 1969 i Rønne og uddannet som cand.polit, men de senere år har det været det journalistiske virke der har været centrum i Jarl Corduas professionelle karriere. Ikke mindst hans blog, der en overgang blev bragt i Nyhedsavisen, har været et udstillingsvindue for hans journalistiske og analytiske evner. Han har været brugt som kommentator og analytiker af snart sagt et hvert medie i dette kongerige, men det er stadig på bloggen at hans knivskarpe analyse og veloplagte retorik kommer bedst til sin ret.

Ikke mindst fordi dagens bornholmske fødselar rent faktisk tør mene noget. Som han selv skriver: “Ambitionen er ud fra et uafhængigt liberalt grundsyn at kommentere og analysere især aktuelle emner om dansk politik.” Det er her den store forskel er fra de politiske kommentatorer og analytikere i dagbladene findes. Jarl Cordua vedkender sig sit liberale arvegods og uanset hvad man mener om liberalisme, så er det forfriskende at læse analyser der vedkender sig en bestemt skole.
Sådan er det desværre alt for sjældent i dagbladene. Den såkaldt tilstræbte objektivitet er alt for ofte dække for enten en meget kedelig analyse eller et skalkeskjul for at journalisten kan undgå kritik for at alligevel at have farvet sin historie. At aviserne “holder deres mening for sig selv, undtagen i lederne” som  jeg vidst nok engang hørte en JP redaktør sige det, skulle jo være for at tækkes flest mulige læsere. At beskrive tingene nøgternt og objektivt er i princippet en sikring for at alle er tilfredse. Problemet er at denne form for beskrivelse er næsten utopisk, og når det drejer sig om eksempelvis analyse er det ganske enkelt ikke muligt.
Hvad dagbladene ikke har villet indse er blevet en grundsten i Jarl Corduas succes. Jarls blog, som den hedder, læses og citeres nemlig ikke kun af hans ligesindede. Den bruges i lige så høj grad af folk der langt fra deler hans liberale tankegods. Blandt deltagerne på bloggen finder man bl.a. folk fra LO, Dansk Metal og Ugebrevet Mandag Morgen.
Jarl Corduas liberalistiske vinkel og analyse er med andre ord ikke med til at skræmme nogen væk, og hans mangel på tilstræbt objektivitet er tilsyneladende ikke en hindring, for at kunne opbygge en stor og trofast læserskare, fra begge ender af det politiske spektrum.

Dagbladendes styrtblødende oplagstal vidner om en forretningsmodel i forfald. At disse i stigende grad anvender kommentatorer og analytikere netop som Jarl Cordua, vidner om nye medier, og de der står bags, store styrke: Nemlig at de tør mene noget.

Jarl Cordua har på fornemmeste vis formået at opbygge en forretning omkring at turde “slå et slag” (når nu han er bornholmer) for bestemte holdninger. Et stort cadeau for at turde mene noget og samtidig kunne tjene penge på det.

Tillykke med fødselsdagen Jarl. – Jeg håber vejret er bedre hos dig end her.

Hvor alle kender dit navn

I forgårs gjorde jeg noget jeg engang har hørt at man bør gøre hver dag, uden at jeg dog selv har formået at følge det råd; nemlig at gøre noget én gang om dagen der skræmmer en.

Jeg skulle mødes med Flemming Jarle. Vi havde aftalt at mødes klokken halv to, men da han var ved at støbe medaljer til “de udsattes lege” som han formulerede det, så havde jeg ca. en time jeg skulle slå ihjel.
Jeg sagde det faktisk højt til mig selv: “en time at slå ihjel”.. Det skræmte mig, og mindede mig om det hysteri der for mange år siden var omkring REM REMs reklamer “Why kill time when you can kill yourself”. At bruge kontra misbruge sin tid fik mig ud i en kortvarig men intens filosoferen. Kunne jeg som menneske overhovedet tillade mig at misbruge tiden eller “slå den ihejl” når jeg var givet så begrænset tid. Kunne man overhovedet definere misbrug af tid? For var tid i virkeligheden ikke bare vores egen til at bruge som vi ville uden at nogen skulle kunne definere hvad misbrug af tid var for en anden end dem selv?
Jeg blev enig med mig selv om at det tætteste jeg kom på “ikke at misbruge tiden” men samtidig “slå en time ihjel” måtte være at gøre noget jeg ellers ikke ville have gjort med min tid.

Derfor besluttede jeg mig for at frekventere en beværtning som jeg ikke nødvendigvis ellers ville have sat mine ben på. Stedet hedder The Last Waterhole. I almindelighed vil jeg forsage den slags steder med fordomme som at her hænger kun sutterne, her er intet inttelektuelt at hente og her er der chancer for en god gang øretæver til sådan en som jeg hvis kampvægt formentlig aldrig rammer firs kilo.
Alle mine fordomme blev bekræftet. Værtshuset rummede en “spare-klub” der havde udbetaling af årets opsparing til medlemmerne, hvilket betød at hele stamklientellet var samlet. Det så ud til at opsparingen kunne få ben at gå på meget meget hurtigt og mit gæt var også at der blev forbrugt en del invalidepension, kontanthjælp osv. ved samme lejlighed.
Jeg kunne også konstatere at dette i sandhed var et sted “hvor alle kender alle”. Der blev mildest talt bare en smule stille da jeg trådte ind af døren.

Men ret hurtigt blev min skræk for skaller og sligt nedrigheder afvæbnet. Jeg blev ikke nødvendigvis hvervet til at dette skulle være mit nye stamsted, men jeg blev overbevist om at her var historier at hente som jeg aldrig ville kunne få ved at frekventere en café, en loungebar eller et andet in-sted i en af landets største byer. Her var, stilheden ved min ankomst til trods, ikke den kølige skandinaviske distance som man ellers oplever rigtig mange steder. Indehaveren kom hen til mig og præsenterede sig. Stamkunder kom og sagde; Hejsa, du er da ny her.. osv. De fortalte om deres liv, deres oplevelser på stedet og forsikrede mig alle sammen for at det var den bedste knejpe i hele Vejle og opland.

Det medførte selvfølgelig at jeg blev afvæbnet og fortalte om mig selv. Ikke engang min fynske herkomst eller min slet skjulte borgerlighed medførte de forventede øretæver. Jeg blev derimod taget for den jeg var.

Aftenen efter valgte jeg at præsentere min kammerat for stedet.. Og sørme så om ikke alle kunne huske mit navn. Det mindede mig om en af tidernes største og mest veloplagte tv serier, Cheers, eller som den hedder på dansk; Sams Bar. Så jeg vil lige slutte mit indlæg med denne fantastiske video af Jay Lenno og alle Cheers skuespillerene der synger, efter min mening, en af de mest følsomme og velkomponerede sange til tv.

Til kamp mod latterlige festsange

Jeg har tidligere fortalt om mit nye lille hobbyprojekt Texteriet.

Nu er fars baby blevet lidt større. Jeg har fået en server og et ægte .dk domæne. (Mest af alt fordi jeg var bange for nogen stjal mit gode navn).

www.texteriet.dk

Texteriet leverer festsange, taler og sketches.. Både dem med glimt i øjet og dem med hånden på hjertet. Og hver gang du bestiller fra mig, så går noget af overskuddet til mikrolån til afrikanske virksomheder.

Se TV Syds indslag om Texteriet her.