Undersøgelse af undersøgelser

Jeg så i den netop overståede TV avis at en forsker fra Aalborg Universitet bruger fire år (hvoraf de to er gået) til at undersøge unge menneskers brug af byrum.

Det undrede mig såre. Der er flere problemer med at arrangere undersøgelsen på den måde.

For det første er unge, som vi ved, ikke én men mange grupper med alverdens definitioner på hvad et godt byrum er. Derudover er unge, som homogen gruppe, en gruppe der rykker sig utroligt hurtigt. For blot et par år siden var der ikke vanvittig mange (unge) på Facebook. Allerede nu hører vi historier om unge der er ved at forlade Facebook fordi det er utrendy.

Disse to problemstillinger gør i min optik et forskningsprojekt på hele fire år til noget af en kolods på lerfødder. Det bliver enormt svært at konkludere noget konkret på en sådan undersøgelse. Og endnu værre: Det bliver rigtig svært for kommuner rundt om i landet at anvende den undersøgelse som brugbart beslutningsgrundlag 4-5 år ud i fremtiden.

Det leder til et stort spørgsmål: Hvad gør vi med undersøgelser der både skal være valide og samtidig brugbare? Kan der overhovedet foretages studier og undersøgelser som er valide og samtidig kan bruges fremover.
Problemet er indbygget i undersøgelsens præmis, men er blevet forstærket i takt med samfundets hastige forandring: -At man ikke længere, blot fordi der empirisk kan bevises en tendens, kan regne med at det så er et validt beslutningsgrundlag.

Spørgsmålet er så om der burde foretages studier i unges holdninger. Hvad end disse er til byrum, økologi eller politik. Burde der ikke i langt højere grad foretages studier i unges grundlæggende holdninger og dynamiske fællesskaber – samt hvilke værdier der kommer ud af disse?

Eller skulle man blot starte med en undersøgelse af undersøgelserne?

Om dedikation…

Der var engang hvor jeg var voldsomt dedikeret til denne blog. Der gik faktisk ikke en uge uden at jeg fyrede et indlæg af. Jeg følte jeg havde noget på hjerte, og jeg følte – og fik feedback på, at det jeg skrev flyttede noget.

Jeg skal være den første til at indrømme at sådan er det ikke længere. Det er jeg faktisk ked af. For jeg syntes stadig at kommunikation er “mørtlen” i verden. Uden vores evner til at kommunikere hvadend de er skriftlige, kunstneriske, visuelle, verbale eller noget helt andet. Så hvorfor er det så at jeg ligesom har mere end dobbelt så svært ved at kommunikere noget ud end jeg havde før?

Jeg tror det har noget med viden at gøre. Man siger at viden er magt. Men kan det modsatte også være tilfældet? Kan viden også være afmagt? På mit gamle gymnasium i Nyborg står der en skulptur (hvis den står der endnu) af Keld Moseholm. Det er en mand der læser i en bog mens han går op ad en trappe. Jo længere op han når/ jo mere han læser, jo mindre bliver han. En glimrende illustration af hvordan jeg af og til føler det. Ikke bare fagligt men på mange af livets områder. Evnen til at skære igennem er praktisk talt forsvundet med min udvidede horisont.

Og hvad gør man så? -Når horisonten er blevet så bred at man har svært ved at skelne solen fra dens refleksion i vandet. -Når mulighederne for at vide, og blive videnene, inden for forskellige områder faktisk har bemægtiget sig ens sind i en sådan grad at man ikke føler sig i stand til at handle, skære igennem, dele kagen i både, skille skidt fra kanel, barbere geden osv.

Svaret kom til mig nu. Siden klokken tolv (klokken er nu femten) har min søn siddet og spillet det samme (latterlige) flash spil. Han spillede det også igår, og skulle han ikke i skole imorgen spillede han det også der. Indtil i dag døde han hver gang han nåede til en bane med en flyvemaskine der skulle skydes ned. Men det tog ikke modet fra ham. Han blev ved, indtil han spillede så stabilt at han kom frem til den bane hver gang. Derefter fokuserede han 100% på hvilken teknik der skulle til for at skyde flyveren ned. For to timer siden lykkedes det ham. – Og så hurtigt videre til næste udfordring. Han er endda holdt op med at bande når han dør. Han starter bare sporenstregs på en frisk og prøver én gang til.

Nøglen er med andre ord dedikation. Dedikation til noget der fuldstændig kan opsluge én. Noget man kan mærke at man brænder så meget for at man ikke kan lade være. Richard St. John siger det så forfriskende godt i denne tre minutter lange TED Talk.

Nu vil jeg finde ud af hvad hjørne af kommunikationen jeg brænder for. Om den vej fører mig hertilbage ved jeg ikke…

Jordbær smager sødt, men smagen forsvinder hurtigt

Strawberry Blonde – Pre release party – Dexters Jazzhus

Det er længe siden jeg har kulturblogget og anmeldt noget. Jeg har faktisk aldrig anmeldt en koncert. Det er ingen hemmlighed at jeg elsker små nichekoncerter, og blandt dem jeg burde have anmeldt positivt kan jeg fremhæve Sismofoni. Min baggrund for at anmelde den slags er selvfølgelig min fortid som radiovært og koncertbooker.

I en del år har der eksistereret et band på Fyn kaldet Strawberry Blonde. I mine unge dage mener jeg at kunne huske jeg har interviewet dem til ungdomsfjernsyn. I aftes holdt de så pre-release fest på deres nye album Glorious. De rødblonde piger har i en del år huseret den fynske musikscene med deres singer/songwriter taltenter. Talentet er uomtvisteligt. De to piger har igennem en del år bevist deres sans for at skrue gedine bløde sange sammen.
Men så stopper festen også.

Hvis man skal tro aftenens koncert, som blev opført på Jazzhus Dexter, så er der mere melankoli og “åh hvor er livet hårdt” i vente på pladen, og det holder ganske enkelt ikke når man har hørt jordbærblondinernes forregåede udgivelser der alle uden undtagelse falder i samme genre.

Det bliver desværre så trist at koncerten på Jazzhus Dexter forstyrres af folk der udvandrer og kun understøttes af folk der lidt småmlankolsk “klapper når pianisten spiller en jingle” som pigerne selv udtykker det.

Kære piger. – Jeg kan faktisk godt lide jer. I er meget sympatiske. Men lav nu et album hvor I viser hvad I virkelig kan, og hvis I har vist hvad I kan med dette album. – Så lad venligst være med at lave flere.
Og vær nu søde at tage mig op på udfordringen.

En Bornholmer der slår hvor andre værger for sig

Jarl Cordua Nielsen
(40 år – idag)

Jeg er sikker på at dagens fødselar bliver potrætteret i aviserne. Men det er ikke her at Jarl Cordua hører hjemme. Han har nemlig på flere måder formået at gøre ting som dagbladende ikke kan eller vil via sin blog. -Derfor fortjener han også et portræt af en blogger, på en blog.

Jarl Cordua er født i 1969 i Rønne og uddannet som cand.polit, men de senere år har det været det journalistiske virke der har været centrum i Jarl Corduas professionelle karriere. Ikke mindst hans blog, der en overgang blev bragt i Nyhedsavisen, har været et udstillingsvindue for hans journalistiske og analytiske evner. Han har været brugt som kommentator og analytiker af snart sagt et hvert medie i dette kongerige, men det er stadig på bloggen at hans knivskarpe analyse og veloplagte retorik kommer bedst til sin ret.

Ikke mindst fordi dagens bornholmske fødselar rent faktisk tør mene noget. Som han selv skriver: “Ambitionen er ud fra et uafhængigt liberalt grundsyn at kommentere og analysere især aktuelle emner om dansk politik.” Det er her den store forskel er fra de politiske kommentatorer og analytikere i dagbladene findes. Jarl Cordua vedkender sig sit liberale arvegods og uanset hvad man mener om liberalisme, så er det forfriskende at læse analyser der vedkender sig en bestemt skole.
Sådan er det desværre alt for sjældent i dagbladene. Den såkaldt tilstræbte objektivitet er alt for ofte dække for enten en meget kedelig analyse eller et skalkeskjul for at journalisten kan undgå kritik for at alligevel at have farvet sin historie. At aviserne “holder deres mening for sig selv, undtagen i lederne” som  jeg vidst nok engang hørte en JP redaktør sige det, skulle jo være for at tækkes flest mulige læsere. At beskrive tingene nøgternt og objektivt er i princippet en sikring for at alle er tilfredse. Problemet er at denne form for beskrivelse er næsten utopisk, og når det drejer sig om eksempelvis analyse er det ganske enkelt ikke muligt.
Hvad dagbladene ikke har villet indse er blevet en grundsten i Jarl Corduas succes. Jarls blog, som den hedder, læses og citeres nemlig ikke kun af hans ligesindede. Den bruges i lige så høj grad af folk der langt fra deler hans liberale tankegods. Blandt deltagerne på bloggen finder man bl.a. folk fra LO, Dansk Metal og Ugebrevet Mandag Morgen.
Jarl Corduas liberalistiske vinkel og analyse er med andre ord ikke med til at skræmme nogen væk, og hans mangel på tilstræbt objektivitet er tilsyneladende ikke en hindring, for at kunne opbygge en stor og trofast læserskare, fra begge ender af det politiske spektrum.

Dagbladendes styrtblødende oplagstal vidner om en forretningsmodel i forfald. At disse i stigende grad anvender kommentatorer og analytikere netop som Jarl Cordua, vidner om nye medier, og de der står bags, store styrke: Nemlig at de tør mene noget.

Jarl Cordua har på fornemmeste vis formået at opbygge en forretning omkring at turde “slå et slag” (når nu han er bornholmer) for bestemte holdninger. Et stort cadeau for at turde mene noget og samtidig kunne tjene penge på det.

Tillykke med fødselsdagen Jarl. – Jeg håber vejret er bedre hos dig end her.