Hvor alle kender dit navn

I forgårs gjorde jeg noget jeg engang har hørt at man bør gøre hver dag, uden at jeg dog selv har formået at følge det råd; nemlig at gøre noget én gang om dagen der skræmmer en.

Jeg skulle mødes med Flemming Jarle. Vi havde aftalt at mødes klokken halv to, men da han var ved at støbe medaljer til “de udsattes lege” som han formulerede det, så havde jeg ca. en time jeg skulle slå ihjel.
Jeg sagde det faktisk højt til mig selv: “en time at slå ihjel”.. Det skræmte mig, og mindede mig om det hysteri der for mange år siden var omkring REM REMs reklamer “Why kill time when you can kill yourself”. At bruge kontra misbruge sin tid fik mig ud i en kortvarig men intens filosoferen. Kunne jeg som menneske overhovedet tillade mig at misbruge tiden eller “slå den ihejl” når jeg var givet så begrænset tid. Kunne man overhovedet definere misbrug af tid? For var tid i virkeligheden ikke bare vores egen til at bruge som vi ville uden at nogen skulle kunne definere hvad misbrug af tid var for en anden end dem selv?
Jeg blev enig med mig selv om at det tætteste jeg kom på “ikke at misbruge tiden” men samtidig “slå en time ihjel” måtte være at gøre noget jeg ellers ikke ville have gjort med min tid.

Derfor besluttede jeg mig for at frekventere en beværtning som jeg ikke nødvendigvis ellers ville have sat mine ben på. Stedet hedder The Last Waterhole. I almindelighed vil jeg forsage den slags steder med fordomme som at her hænger kun sutterne, her er intet inttelektuelt at hente og her er der chancer for en god gang øretæver til sådan en som jeg hvis kampvægt formentlig aldrig rammer firs kilo.
Alle mine fordomme blev bekræftet. Værtshuset rummede en “spare-klub” der havde udbetaling af årets opsparing til medlemmerne, hvilket betød at hele stamklientellet var samlet. Det så ud til at opsparingen kunne få ben at gå på meget meget hurtigt og mit gæt var også at der blev forbrugt en del invalidepension, kontanthjælp osv. ved samme lejlighed.
Jeg kunne også konstatere at dette i sandhed var et sted “hvor alle kender alle”. Der blev mildest talt bare en smule stille da jeg trådte ind af døren.

Men ret hurtigt blev min skræk for skaller og sligt nedrigheder afvæbnet. Jeg blev ikke nødvendigvis hvervet til at dette skulle være mit nye stamsted, men jeg blev overbevist om at her var historier at hente som jeg aldrig ville kunne få ved at frekventere en café, en loungebar eller et andet in-sted i en af landets største byer. Her var, stilheden ved min ankomst til trods, ikke den kølige skandinaviske distance som man ellers oplever rigtig mange steder. Indehaveren kom hen til mig og præsenterede sig. Stamkunder kom og sagde; Hejsa, du er da ny her.. osv. De fortalte om deres liv, deres oplevelser på stedet og forsikrede mig alle sammen for at det var den bedste knejpe i hele Vejle og opland.

Det medførte selvfølgelig at jeg blev afvæbnet og fortalte om mig selv. Ikke engang min fynske herkomst eller min slet skjulte borgerlighed medførte de forventede øretæver. Jeg blev derimod taget for den jeg var.

Aftenen efter valgte jeg at præsentere min kammerat for stedet.. Og sørme så om ikke alle kunne huske mit navn. Det mindede mig om en af tidernes største og mest veloplagte tv serier, Cheers, eller som den hedder på dansk; Sams Bar. Så jeg vil lige slutte mit indlæg med denne fantastiske video af Jay Lenno og alle Cheers skuespillerene der synger, efter min mening, en af de mest følsomme og velkomponerede sange til tv.

Til kamp mod latterlige festsange

Jeg har tidligere fortalt om mit nye lille hobbyprojekt Texteriet.

Nu er fars baby blevet lidt større. Jeg har fået en server og et ægte .dk domæne. (Mest af alt fordi jeg var bange for nogen stjal mit gode navn).

www.texteriet.dk

Texteriet leverer festsange, taler og sketches.. Både dem med glimt i øjet og dem med hånden på hjertet. Og hver gang du bestiller fra mig, så går noget af overskuddet til mikrolån til afrikanske virksomheder.

Se TV Syds indslag om Texteriet her.

Førstehjælp til egen lomme?

Jeg er syg idag. Rigtig godt træls når vejret er så godt men jeg kan bare ikke komme ud. Så her sidder jeg og surfer og venter på sidste kamp om DM guldet i herrehåndbold. På beep.tv2.dk læser jeg et indlæg om at Dansk Røde Kors har udgivet et stykke mobilsoftware der kan give råd om nødsituationer. Genialt. Har prøvet andre lign. programmer men er bare blevet skuffet. Det her ser ret godt ud, det er endda overskueligt designet og så kører det på Flash Lite så de fleste telefoner kan bruge det. Haps den skal jeg da have tænker jeg.
Så jeg går til DRK.dk. Jeg formaster mig endda til i et anfald af godhed at klikke videre via et bannerlink på Tv2s web, fordi jeg på denne måde også tilser den skrantende tv-patients økonomi.

Men så holder glæden også op. For pludselig føler jeg mig snydt. Førstehjælpsprogrammet er nu ikke længere gratis men det koster 1.- at hente. Det er heller ikke længere kun et program man får for at redde liv.. Nej nu er det pludselig et program plus en tilmelding og tilladelse til at Røde Kors må sende mig “de seneste nyheder fra Røde Kors’ hjælpearbejde. Du kan til enhver tid afmelde denne service.” -Javel men det var ikke det jeg ville. Jeg ville redde liv, føle mig bedre klædt på til at håndtere situationer man håber aldrig opstår. Og nej jeg vil ikke have andet info. Jeg vil godt betale en krone. Jeg ville faktisk også betale 10 eller mere. Men jeg vil ikke bondefanges ind i en sms-mail-brevdue-ellerhvaddetnuer service som jeg ikke ved hvordan jeg kommer ud af.

Man kunne mistænke Røde Kors for slet ikke at være så interesserede i at bidrage til at flere danskere kunne redde liv. Måske handler det her om førstehjælp til egen lomme: Jo flere mails, smser m.v. vi sender ud jo større chance er der for at få nogen til at melde sig ind.

Metoden kan jeg ihvertfald ikke lide.

(denne post opdateres muligvis når jeg har fået et svar fra DRK eller har fundet ud af hvordan jeg melder mig fra deres mailservice.)

Du kan prøve programmet uden at tilmelde dig noget her

Fodboldinvitation: Hæng mere sammen

Det er de utroligste ting der kan få danske politikere (og danskere i almindelighed) på barrikaderne.

De sidste par måneder har høj som lav mulet over udsigten til ikke at kunne se en forestående landskamp mellem Danmark og Sverige.

Nu lader det så til at rabalderet har fået en række af de leverandører der udbød kampen til at flytte den til en kanal som de fleste af os vidst nok skulle kunnne se. (Jeg fandt den forleden da jeg så de viste Formel 1 fra Monaco).

Men skal jeg være helt ærlig syntes jeg det er synd for folkesjælen og det er synd for sammenholdet. Argumentet for at fodbolden skal vises på en af de landsdækkende kanaler er ellers at det styrker sammenhængskraften i Danmark. Men jeg tror det gør det stik modsatte.

Problemet er at når vi alle får kampen på en kanal vi alle kan tage, ja så bliver vi også hjemme og ser kampen. Vi undgår dermed at møde og danne fællesskab med mennesker som vi ville have gjort det hvis vi gik ud og så kampen. Så jeg tror ikke en døjt på at vi hænger bedre sammen af at kampen vises på en national eller seminational kanal. Nope. Hvis I spørger mig skulle vi flytte den til den mest nichede kanal af dem alle, og så ellers håbe på at folk samledes hos dem der så havde kanalen.

Heldigvis behøver der ikke være tvang indblandet. Det kan ske helt frivilligt. Prøv at tænke tanken: Hvem af dine venner og familie har du forsømt på det sidste? Hvem trænger du til at styrke sammehængskraften med? Hvem ville du egentlig gerne dele en oplevelse med, og skabe et nyt minde I kunne dele sammen?

Og sørg så for at være sammen med den/de personer når Danmark – Sverige ruller over skærmen den 6. juni.

HERMED OGSÅ EN INVITATION.

Har du lyst til at se fodbold sammen med mig, hos mig eller et andet sted, den 6. juni så skriv her i kommentarsporet. Jeg vil gerne lære mine læsere at kende.